Museumsdebat: Hvordan skal midlerne til museerne fordeles?
Skal statens økonomiske tilskud til museerne ændres, og skal alle 97 statsanerkendte museer udføre de samme opgaver? Det var et par af de spørgsmål, som kulturministeren ville drøfte med museumsfolk fra hele landet på en konference i København.
Kulturministeren havde på forhånd bedt to visionsgrupper om at give deres bud på et nyt tilskudssystem.
Den ene gruppe, som består af Frank Birkebæk, tidligere direktør for Roskilde Museum og Lene Bak, cand.phil., chefkonsulent og associeret partner i konsulentvirksomheden Pluss, har overordnet foreslået, at der etableres to typer tilskud til statsanerkendte museer: Et grundtilskud til mindre museer og et opgavebestemt tilskud til større museer.
Den anden gruppe med Astrid Gade Nielsen, Vice President, Danish Crown, og Christian S. Nissen, rådgiver, forfatter og foredragsholder og tidligere blandt andet generaldirektør i Danmarks Radio, har foreslået en samlet reform af det nuværende museumssystem. De har foreslået at afskaffe begrebet ”statsanerkendte museer”, så museerne frigøres fra det meste af den nuværende statslige styring og kontrol. Den hidtidige statslige tilskudsfinansiering gives til museerne ad andre kanaler, herunder som bloktilskud til kommunerne, så den fremtidige statslige museumspolitik koncentreres omkring opgaver af særlig national, landsdækkende betydning.
Det var svært at spore nogen stor lyst til frisættelse fra staten blandt konferencedeltagerne. Tvært i mod sagde flere af dem, at de ønskede staten som medspiller og efterlyste et bud på en kulturpolitik fra politisk side. Og forslaget om bloktilskud til kommunerne mødte megen modstand. Flere mente fx, at der var en risiko for, at et bloktilskud ville blive brugt til andet end museer, fx til ældreplejen og børneområdet i kommunerne.'
Ønske om mere samarbejde
Konferencen blev holdt som en del af en visionsproces, som kulturminister Mette Bock har sat i gang, og som skal bidrage til udviklingen af fremtidens museer.
Eftermiddagen var sat af til workshop og debat, og museumsfolkene skulle blandt andet drøfte, hvad det bedste var, de havde hørt om formiddagen. Her pegede flere eksempelvis på pointen om, at alle museer ikke nødvendigvis skal lave alle museumsopgaver alene. De kan løse nogle af opgaverne sammen, fx forskning. En konkret ide var, at mindre museer kan slå sig sammen om en ph.d. og dermed sætte nogle forskningsprojekter i gang, som de ikke kan finansiere alene. Fx kan museerne i Esbjerg, Holbæk og Helsingør samarbejde om søfart.
”Jeg hilser mere samarbejde mellem museerne meget velkomment”, sagde ministeren, og opfordrede samtidig museumsfolkene til at overveje, hvad der hindrer dem i at arbejde sammen allerede i dag.
”Bevillingen, eller størrelsen på bevillingen”, kom det prompte fra flere i salen. Blandt andre DM’s formand Camilla Gregersen, som sagde, at når man taler om, hvordan tingene skal fungere på museerne, må man også tale om bevillingen.
Men ministeren havde allerede i skrevet ind i visionsgruppernes kommissorium, at deres forslag til tilskudsmodeller skulle operere inden for den eksisterende samlede ramme for det statslige tilskud til statsanerkendte museer, hvilket hun også understregede op til flere gange på konferencen.
Ulla Tofte, direktør for Søfartsmuseet i Helsingør, mente dog, at museerne skulle passe på med at bruge manglende økonomi som undskyldning for ikke at samarbejde:
”Samarbejde kan føre til flere penge, da det fx tiltrækker fondsmidler”, sagde hun, og fortalte, at hendes museum allerede flirter med Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Hvorfor lave noget godt om?
Henrik Tvarnø, historiker og direktør for A.P. Møller Fonden, som blandt andet støtter museer med fondsmidler, var inviteret til at holde et kort oplæg om sin holdning til museumsområdet.
Han sagde, at han havde det svært med den grundlæggende præmis for ministerens diskussion, nemlig at museerne skal ruste sig til fremtiden, for han mener, at de fleste museer er klar til fremtiden.
”Jeg oplever ikke museerne som værende i krise. Jeg synes, de er i en gevaldig udvikling og kører fantastisk, og danskerne, og turisterne kvitterer med masser af besøg”, sagde han, og fortalte, at han i de 10 år, han har siddet i jobbet, har mødt kompetente, dedikerede og ambitiøse medarbejdere, samt udstillinger på meget højt niveau, på sine rejser rundt til museerne.
Han dømte begge visionsforslag ude, da de efter hans mening var for bureaukratiske.
”Og det er lidt betænkeligt, nu hvor vi er ved at forlade New Public Management-styringen andre steder i det offentlige”, sagde han.
Mette Bock gav ham ret så langt, at hun sagde, at hvis det viser sig, at det hele bare fungerer, skal det ikke laves om.
”Men det ville være mærkeligt”, sagde hun.
Hun vil nu sætte gang i en politisk proces for at samle opbakning til et lovforslag. Ud over de to visionsoplæg har hun fået en række forslag fra interessenter på museumsområdet. Men det kan blive vanskeligt. Skiftende kulturministre har uden held forsøgt at reformere museumsområdet, men blandt andet lokale museumshensyn har gjort, at man ikke har kunnet skaffe flertal.
Se også
oplæggene fra de to visionsgrupper og kommentarer fra øvrige interessenter
Oplæg fra Frank Birkebæk og Lene Bak
Oplæg fra Astrid Gade Nielsen og Christian S. Nissen
Kommentarer fra interessenter på museumsområdet