Kønschikane: Studerende ved ikke, hvor de skal gå hen
58 pct. af universiteternes kvindelige studerende ved ikke, hvor de skal gå hen og få råd og støtte, hvis de er ude for chikane på grund af køn. Gør som i England, opfordrer de studerende. KU erkender, at der skal mere oplysning til.
Seks ud af 10 kvindelige studerende kender ikke til universitetets politik og ved ikke, hvor de kan få hjælp, hvis de bliver udsat for sexchikane.
Det fremgår af en rundspørge, som 1.07 studentermedlemmer i DM har svaret på, heraf 811 kvinder.
Omfanget tyder på, at universiteterne har forsømt en vigtig kommunikationsopgave. Det mener Sana Mahin Doost, der er forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd.
“Det er ikke godt nok, hvis de studerende kun får viden om universitetets holdning eller om den hjælp og støtte, de kan få, når de selv opsøger den eller får brug for at kende den. Der er behov for både kampagner og flere forebyggende samtaler i det åbne rum om, hvordan vi omgås hinanden”, siger Sana Mahin Doost.
Ifølge DSFs forkvinde har fx England gode erfaringer med en langt mere offensiv indsats, der signalerer nultolerance. Her har universiteter typisk oprettet rådgivningskontorer og lagt både instruktionsfilm og udførlige vejledninger på nettet om, hvilken politik der gælder, og hvor de studerende kan henvende sig, hvis de kommer ud for noget ubehageligt.
“Ingen studerende på et engelsk universitet er i tvivl om, hvad der er acceptabel adfærd, og hvad der er uacceptabelt, hverken når det gælder forholdet mellem studerende og ansatte eller indbyrdes mellem de studerende”, siger Sana Mahin Doost.
Gør oplysning til fast del af studievejledning
Også de danske universiteter har en nultoleranceholdning, både når det gælder chikane og anden mobning. Men svarene i Magisterbladets rundspørge tyder på, at den holdning ikke bliver kommunikeret klart nok. Det vurderer Lise Rolandsen Agustin, der er kønsforsker på Aalborg Universitet.
“De studerende er ofte i en udsat position, og det forhold kræver øget opmærksomhed og en bevidsthed om problemet. Hvis 58 pct. er i tvivl om, at deres universitet gør, hvad det skal, skal universiteterne tage et større ansvar, fx ved at gøre oplysning om sex- og kønschikane til en fast del af studievejledningen”, pointerer Lise Rolandsen Agustin.
På landets største universitet, KU, erkender man, at der skal et langt større fokus på at øge kendskabet til stedets “nultolerancepolitik”.
“Det er klart, at både medarbejdere og studerende skal kende universitetets holdning og vide, hvor de kan henvende sig, hvis de selv eller andre chikaneres”, siger Lisbeth Møller, der er vicedirektør i Fælles HR på KU.
Det fremgår af en rundspørge, som 1.07 studentermedlemmer i DM har svaret på, heraf 811 kvinder.
Omfanget tyder på, at universiteterne har forsømt en vigtig kommunikationsopgave. Det mener Sana Mahin Doost, der er forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd.
“Det er ikke godt nok, hvis de studerende kun får viden om universitetets holdning eller om den hjælp og støtte, de kan få, når de selv opsøger den eller får brug for at kende den. Der er behov for både kampagner og flere forebyggende samtaler i det åbne rum om, hvordan vi omgås hinanden”, siger Sana Mahin Doost.
Ifølge DSFs forkvinde har fx England gode erfaringer med en langt mere offensiv indsats, der signalerer nultolerance. Her har universiteter typisk oprettet rådgivningskontorer og lagt både instruktionsfilm og udførlige vejledninger på nettet om, hvilken politik der gælder, og hvor de studerende kan henvende sig, hvis de kommer ud for noget ubehageligt.
“Ingen studerende på et engelsk universitet er i tvivl om, hvad der er acceptabel adfærd, og hvad der er uacceptabelt, hverken når det gælder forholdet mellem studerende og ansatte eller indbyrdes mellem de studerende”, siger Sana Mahin Doost.
Gør oplysning til fast del af studievejledning
Også de danske universiteter har en nultoleranceholdning, både når det gælder chikane og anden mobning. Men svarene i Magisterbladets rundspørge tyder på, at den holdning ikke bliver kommunikeret klart nok. Det vurderer Lise Rolandsen Agustin, der er kønsforsker på Aalborg Universitet.
“De studerende er ofte i en udsat position, og det forhold kræver øget opmærksomhed og en bevidsthed om problemet. Hvis 58 pct. er i tvivl om, at deres universitet gør, hvad det skal, skal universiteterne tage et større ansvar, fx ved at gøre oplysning om sex- og kønschikane til en fast del af studievejledningen”, pointerer Lise Rolandsen Agustin.
På landets største universitet, KU, erkender man, at der skal et langt større fokus på at øge kendskabet til stedets “nultolerancepolitik”.
“Det er klart, at både medarbejdere og studerende skal kende universitetets holdning og vide, hvor de kan henvende sig, hvis de selv eller andre chikaneres”, siger Lisbeth Møller, der er vicedirektør i Fælles HR på KU.
