90 procent af de humanistiske forskere formidler deres viden til befolkningen

Humaniora får ofte høvl for at bedrive forskning for forskningens skyld eller for ikke at bedrive samfundsnyttig forskning. 

Og det har været svært at bevise nytten af humaniora, for de seneste års analytiske modeller har i stigende grad været centreret omkring økonomisk værdiskabelse. Det er modeller, som systematisk underspiller den rolle, som human- og samfundsvidenskaberne har i det omgivende samfund.

Det fremgår af en ny rapport, som på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse kortlægger danske humanistiske universitetsforskeres vidensformidling og samarbejde om viden.

“Men der er ved at brede sig en ny indsigt om, at videnskabernes “impact” ikke kun skal måles ved at fokusere på fx antallet af patenter, royalties eller virksomhedssamarbejde”, siger David Budtz Pedersen, professor med særlige opgaver ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet, som leder den forskergruppe, der står bag rapporten.

Imponerende aktiviteter
Kortlægningen viser, at inden for en periode på et år har 90 procent af de humanistiske forskere deltaget i vidensformidling til befolkningen, hvor den mest udbredte formidling er foredrag, interview og indlæg i aviser og magasiner. Men næsten halvdelen af forskerne, 45 procent, har også formidlet online i samme periode.

Det høje tal kom bag på Frederik Stjernfelt, professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet, som er en af de ledende forskere bag rapporten, der med en svarprocent på 73 indeholder svar fra lidt mere end 1.300 forskere på tværs af fag og universiteter.

“Det er ret imponerende. Det er formidlingsaktiviteter, som ikke opsamles i BFI’en” (Den Bibliometriske Forskningsindikator, som giver et overblik over den danske forskningsproduktion, red.), siger han og glæder sig over, at hver tredje forsker har udgivet en ikkefagfællebedømt bog i étårsperioden.

Set inden for en treårsperiode har 82 procent af forskerne også deltaget i videnssamarbejde med aktører uden for universitetet. Det kan være forskningssamarbejde, rekvireret forskning samt formel og uformel skriftlig og mundtlig rådgivning. Forskerne har især arbejdet sammen med uddannelsessektoren, sundhedssektoren, den sociale sektor, kulturinstitutioner, medievirksomheder, offentlige myndigheder, interesseorganisationer og andre foreninger.

“Det er en slags usynlige aktiviteter, som finder sted uden formelle incitamenter, og derfor er det på en måde en form for “gratis” arbejde”, siger Frederik Stjernfelt.

Advarsel mod belønningssystem
Undersøgelsen er baseret på svar fra forskere med publikationer i BFI-indekserede tidsskrifter mv. Det betyder, at de har publiceret anerkendt, fagfællebedømt forskning, samtidig med at de har været engageret i at formidle til offentligheden og i at samarbejde med aktører uden for universitetsverdenen.

Forskerne bag rapporten mener således, at resultaterne lægger op til en overvejelse af, hvordan vidensformidling og videnssamarbejde kan anerkendes og meriteres, så man sikrer, at universiteterne bliver ved med at bidrage til samfundet.

Peter Munk Christiansen, formand for Danmarks Frie Forskningsfond, mener ikke, at der er nogen grund til at belønne denne del af arbejdet, fx forskeres optræden i medierne.

“Det går jo rigtig godt”, siger han med henvisning til rapporten.

Han mener faktisk, at et belønningssystem kan sætte forskernes troværdighed på spil, da det kan få nogle til at formidle forskning uden den nødvendige tyngde.

“Det vil jeg advare imod. Vi skal passe på med at slide vores renommé op”, siger Peter Munk Christiansen, som er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Heller ikke Anders Engberg-Pedersen, medlem af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab, mener, at denne del af forskernes arbejde skal formaliseres.

“Vi har allerede så mange måleparametre”, siger Anders Engberg-Pedersen, som er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

Men når det er sagt, mener han, at unge forskere har ganske få incitamenter til at formidle i dag.

“Mange er prekariserede (midlertidigt ansatte, red.), og så er det ikke strategisk smart at bruge tiden på at formidle til offentligheden. Så laver man kun BFI-forskning, og det er ærgerligt”, siger han.