“Vi ved ikke, om vi er her om fem år”

Trinnene var høje, og trappen stejl op til fattiggårdens port i Svendborg i slutningen af det forrige århundrede og frem til lukningen i 1974.

For enden ventede der de gamle, de forældreløse og tiggerne en indlæggelse, et farvel til alle borgerrettigheder – som at stemme eller gifte sig igen – og en opdeling i værdigt og uværdigt trængende borgere. 

Var man heldig, fik man en seng med en rigtig madras. Var man spritter eller prostitueret, måtte man henslæbe årene bag pigtråd med tremmer for vinduerne og tvangsarbejde. 

De skæbner fra fortiden, som rulles ud på Danmarks Forsorgsmuseum, resonerer den dag i dag hos både flygtninge, hjemløse, misbrugere og arbejdsløse. Derfor er udstillingerne mere relevante end nogensinde, mener Sarah Smed, historiker fra SDU og stedets formidlingschef igennem de seneste ni år.

“Hvordan føles det at gå den tunge gang med hatten i hånden og bede om hjælp, fordi du ikke længere er i stand til at forsørge dig selv? Det sker for mennesker hver eneste dag i Velfærdsdanmark, og det kan ske for dig i morgen. Så hvad er det for en oplevelse, og hvordan hjælper vi bedst mennesker tilbage på sporet? Det er det, vi formidler, når vi fortæller historier om dem, der ellers aldrig bliver lyttet til”, forklarer Sarah Smed.

Er der en historiker til stede?
I de år, hun har arbejdet i Svendborg, er museets økonomi gået fra stram til strammere. I dag er ikke engang basisdriften finansieret.

“Hvis det glipper med tre fondsansøgninger i rap, hænger vi i vandskorpen. Min kollega, som er ­førende forsker inden for børneforsorg, ved ikke, om der er løn til ham om et halvt år. Det er vanskeligt at være en projektorganisation og samtidig stå med ansvaret for en vigtig national fortælling. Vi skal jo også være systematiske og have det lange lys på i indsamlings- og opbevaringsarbejdet”, påpeger Sarah Smed.

Forsorgsmuseet har systematiseret sit samarbejde med udsatte borgere. Det er bl.a. dem, der viser rundt på den seneste udstilling, som handler om livet på kontanthjælp anno 2018, om ikke at have råd til hverken tandlæge, sund mad eller anden egenomsorg. 

“Sundhedsaspektet hos kontanthjælpsmodtagerne er vigtigt at have med i regnestykket, når politikerne skal beslutte, om der skal skæres mere i de offentlige ydelser eller ej. Hver gang partierne diskuterer, hvad der virker i socialpolitik, får jeg lyst til at råbe: Er der en historiker til stede?” siger Sarah Smed.

Der er svære sætningsskader på det imponerende gamle bygningskompleks højt over Svendborgsund, og samlingerne har været ramt af skimmelsvamp. 

Til gengæld er besøgstallet vokset til det dobbelte på fem år, hvor velfærdsstaten er blevet et internationalt brand. Der kommer busser fra hele landet med besøgende, udenlandske forskere, der vil forske i fundamentet for The Danish Welfare Model, og unge fra socialrådgiveruddannelsen på UC Lillebælt. 

For Sarah Smed er det en paradoksal tid lige nu:
“Forsorgsmuseet er blevet en internationalt anerkendt institution drevet socioøkonomisk og med fine resultater i forhold til brugerinddragelse og samskabelse med socialt udsatte borgere. Samtidig er vi mere sårbare end nogensinde, og reelt ved vi ikke, om vi er her om fem år”, siger hun.