Humanioras gyldne øjeblik er lige nu

Vil man forstå, hvordan kunstig intelligens, robotteknologi og forandring af den genetiske arvemasse sætter pres på vores menneskebilleder eller endda fører til en helt ny menneskeopfattelse, er man først nødt til at forstå, hvordan teknologi bliver skabt, påvirket og brugt af mennesker. Derfor er humaniora nødt til at blande sig i kampen om at bestemme fremtidens samfund på niveau med andre discipliner.

Det mener David Budtz Pedersen, professor mso, Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet i København og leder af en tværfaglig forskningsgruppe, som er i gang med at kortlægge humanioras samfundsroller.

Han mener ikke, at humaniora kan løse problemerne alene, men at humaniora sidder med nøglerne til at løse dem sammen med naturvidenskaben og samfundsvidenskaben.

“For humaniora handler ikke kun om at skabe forståelse. Det handler i lige så høj grad om at deltage”, siger David Budtz Pedersen, som har redigeret bogen ”Kampen om mennesket”, der er det første hovedresultat af forskningsprojektet ”Mapping the Public Value of Humanities”.

Humaniora skal udtænke løsninger
Mennesket står i centrum for de store samfundsskabte kriser. Uanset om vi taler om klimakrisen, terrorkrisen eller tillidskrisen, er mennesket både en medvirkende årsag og derfor også den eneste løsning.

Og eftersom humaniora i bred forstand handler om menneske, kultur og samfund, er det den humanistiske forskning, der kan hjælpe os til bedre at forstå, fortolke og udnytte den udvikling, som vores samfund gennemgår. Dermed er det også humanistiske forskere og studerende, som skal være med til at udtænke løsninger på de store menneskeskabte udfordringer i samfundet.

“Humaniora kan guide samfundet til en mere oplyst og balanceret debat”, siger David Budtz Pedersen og peger på den teknologiske udvikling som et eksempel, hvor humaniora skal tage stafetten og blande sig.

“Vi er som samfund ekstremt forelskede i teknologi og tror fx, at kunstig intelligens nærmest har sit eget liv. Men vi skal træde nogle skridt tilbage og kigge på præmisserne for teknologien. Vi skal bruge vores værdier, tradition og kognition til at beslutte, hvilke teknologier vi ønsker, i stedet for at lade teknologien bestemme over os”, siger David Budtz Pedersen, som har redigeret bogen “Kampen om mennesket”.

Kampen om værdierne
Bogen identificerer otte forskellige mennesketyper eller menneskebilleder, som forskerne kalder det, og David Budtz Pedersen fortæller, at bogens grundlæggende hypotese er, at humaniora bidrager til en systematisk forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

“For uanset om vi diskuterer flygtninge, køn, sociale medier eller dagpengereformer, ligger der et skjult menneskesyn under”, siger han.

Når Inger Støjberg taler om flygtninge som velfærdsflygtninge, der kommer til Danmark for egen vindings skyld, anvender hun et bestemt menneskebillede – det økonomiske menneske, Homo economicus, der altid fokuserer på at optimere sin velfærd.

Vores politiske holdning til flygtninge afhænger af, hvilket menneskebillede vi abonnerer på. Hvis man ser flygtninge som universelle retssubjekter med ukrænkelige rettigheder, tilhører man menneskebilledet Homo humanitatis. Ser man flygtninge som små brudstykker af en fremmed kultur, der ankommer til vores land, er man nok mest beslægtet med Homo socius, der sætter kultur over biologi og økonomi.

“Menneskebilleder kan på den måde mobiliseres politisk og er ofte med til at strukturere debatten og det politiske liv, selvom vi ikke altid er klar over, at der foregår en kamp om at definere, hvordan mennesker er og bør være”, siger David Budtz Pedersen, som er ph.d. i filosofi.

“Kampen står mellem de rivaliserende menneskebilleder og udspiller sig som ideologi, politik og videnskab. Den handler om at påvirke mennesker til at tænke om sig selv og sine medmennesker på en bestemt måde”, hedder det i bogen, som David Budtz Pedersen har redigeret sammen med professor Frederik Stjernfelt og professor emeritus Finn Collin, som begge to er med i forskningsgruppen.

Humaniora kan skabe balance
Forskerne mener, at menneskebilledet Homo economicus, som er udtryk for det økonomisk-egoistiske menneske, har været fremtrædende de sidste 20 år, og de advarer imod, at et enkelt menneskebillede får lov til at dominere.

“Der ligger en grundlæggende fascination i enhver universalisme. Men det betyder, at man ofte kun ser det, man selv er tilhænger af. Det handler om, at man typisk ikke kan se bjælken i sit eget øje”, siger David Budtz Pedersen, som mener, at det ligger iboende i enhver videnskab at ville udbrede sit menneskesyn til andre.

“Men intet menneskebillede kan stå alene. Vi kan se, hvordan kritikken af Homo economicus har været tiltagende den sidste tid. Mange borgere ser til, hvordan teknokratiske regeringer med deres regnemodeller og løfter om økonomisk vækst ikke er i stand til at skabe bedre livsvilkår”, siger David Budtz Pedersen, som påpeger, at den teknologiske globalisering, der var båret af forestillingen om Homo economicus, ikke har fået alle med.

“Og nu er dele af befolkningen blevet aktive i kampen imod myndigheder, medier, eksperter og virksomheder, der anklages for kun at fremme deres egne interesser i stedet for samfundets interesser. Folk får stress. Andre er angste over for presset på arbejdsmarkedet eller truslerne mod det nationale kulturfællesskab og så videre”, siger David Budtz Pedersen og mener, at den humanistiske forskning kan skabe balance mellem de forskellige menneskesyn.

“Humanister er nogle gange selv de værste i fløjkrigene mellem menneskesyn. Men når vi tager det lange lys på og kigger ud over den humanistiske idehistorie, ser vi en flerhed af menneskeopfattelser. Det er de humanistiske forskeres opgave at sørge for, at ét menneskebillede ikke kommer til at dominere for meget. Her har forskere og studerende meget at byde ind med”, siger David Budtz Pedersen.