Dansk Magisterforening

Ministre: Det skal være hårdere at studere

Del artikel:

Gymnasiet er i dag ”et opsamlingsheat, som bliver brugt til alt muligt andet” end at klargøre elever til videregående uddannelser. Derfor skal det nu gøres hårdere, så eleverne er klædt ordentligt på til universitet, hvor det også bør være svært at klare sig igennem, siger både undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren i dag.

Det skal være hårdt at gå i gymnasiet. Derfor stiger de faglige krav fra næste år. Det siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) til Berlingske Tidende i dag.

”Gymnasiet skal ikke være et pitstop. Det skal ikke fungere som en slags højskole. Gymnasiet er en boglig ungdomsuddannelse, og det er vi nødt til at fortælle de unge,” siger Merete Riisager til Berlingske Tidende

Ifølge avisen vil gymnasiefagene næste år få en ”faglig opgradering”, mens faget almen studieforberedelse, AT, bliver skiftet ud med matematik på B-niveau. Samtidig nedsætter ministrene et panel, der skal undersøge det faglige niveau i gymnasierne. Panelet er del af en større afdækning af gymnasiernes faglige niveau.

Ifølge undervisningsministeren er det faglige niveau blevet sænket i gymnasierne, fordi stadigt flere unge tager en studentereksamen. Det har betydet, at niveauet i undervisningen er blevet lavere for at alle kan være med, siger hun.

”Det skader hele vores uddannelsessystem, for unge bringer niveauet med sig til universiteterne. Og det rammer os som samfund, hvis vi accepterer uddannelser, der ikke kvalificerer til det højeste boglige niveau, for så dyrker vi ikke det svære, det sublime og det vanskelige”, siger undervisningsminister Merete Riisager til Berlingske Tidende.

Studerende skal være bedre, når de begynder på universitetet
Ifølge Søren Pind skal de unge lære, at de skal stå på tæer for at klare sig igennem en boglig uddannelse. Og det skal de mærke i gymnasiet, så de er klar til at håndtere en universitetsuddannelse, der skal være svær at klare sig igennem.

”Der er sket et faglig skred og et dannelsesmæssigt skred. Det er et svigt af de unge mennesker. Det svigt er vi i gang med at gøre op med”, siger Søren Pind til Berlingske Tidende.

For nyligt viste en undersøgelse, at universitetsstuderende stresser mere end lønarbejdere, og der har været lignende undersøgelser fra gymnasiet. Det bekymrer ikke Merete Riisager, siger hun til Berlingske Tidende. Tværtimod.

”Stress kommer af meget uklare krav – når man ikke ved, hvad der skal til for at lykkes. Hvis vi opbygger et diffust uddannelsessystem, hvor vi animerer unge til at træde inden for i uddannelser, som de ikke har kvalifikationerne til, så har vi opskriften på stress”, siger hun.