Fagbosser strammer retorikken før forhandlinger om nye overenskomster
Spillet om nye overenskomster er for alvor gået i gang. Og fagforeningerne lægger i god tid ud med hårde ord. ”De offentlige arbejdsgivere har igennem en lang periode systematisk arbejdet på at forringe de ansattes rettigheder. Den udvikling må vi stå sammen om at få stoppet”, siger DM-formand.
Spillet om nye overenskomster i 2018 blev for alvor skudt i gang til et fagligt stormøde i går. Her gik en lang række fagforeninger til retorisk angreb på det, de kalder ”systematiske forringelser af de ansattes rettigheder”.
Det blev tydeligt på gårsdagens stormøde hos CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, der repræsenterer 180.000 ansatte i staten. 46 faglige organisationer på det statslige område deltog i mødet som optakt til overenskomstforhandlingerne i 2018.
”De offentlige arbejdsgivere har igennem en lang periode systematisk arbejdet på at forringe de ansattes rettigheder. Der er høje krav til de ansattes fleksibilitet, samtidig med at arbejdsgiverne ikke giver rum til fleksibilitet den anden vej. Den udvikling må vi stå sammen om at få stoppet”, siger DM-formand Camilla Gregersen, der deltog i stormødet.
”Vi ser, at tillidsrepræsentanter ikke får de nødvendige oplysninger, og på den måde forhindres i varetage deres hverv på arbejdspladserne – og at aftalte personalepolitikker opsiges og erstattes af ensidige ledelsesbeslutninger. Det er en gennem-usund udvikling, som vi skal have stoppet”, siger hun.
Hun er helt på linje med topforhandleren i CFU, Flemming Vinther.
”Vi har nået smertegrænsen. Nok er nok. Vi kan og vil ikke acceptere flere forringelser. Vores medlemmer er stolte af deres arbejde og strækker sig hver dag langt for at få tingene til at hænge sammen. Det er ikke et spørgsmål om at køre længere på literen, som Sophie Løhde udtrykker det. Det er et spørgsmål om, at hvis arbejdsgiveren aldrig stopper for at tanke, så løber selv den mest økonomiske bil tør”, siger Flemming Vinther.
Sådan strammer arbejdsgiverne skruen
Det er blandt andet lærerkonflikten, der bliver fremhævet som skrækeksempel. Her er for eksempel Danmarks Lærerforening overbevist om, at regeringen på forhånd planlagde en lockout mod lærerne for at fremprovokere en lovændring af de ansattes arbejdstidsforhold - i strid med de sædvanlige forhandlingsmetoder mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.
Men også for akademiske ansatte har de offentlige arbejdsgivere skruet bissen på.
"De offentlige arbejdsgivere er blevet skrappere de seneste år. Det handler om at prøve af, hvor meget man med ledelsesretten i hånden kan forandre uden at skulle forhandle overenskomstaftalerne", har lektor Nana Wesley Hansen, der forsker i overenskomster i den offentlige sektor ved Københavns Universitet, forklaret til Magisterbladet.
"Staten blander sig i dag mere i både de regionale og kommunale overenskomstforhandlinger. De gør det ikke direkte, men snarere bag tæppet. For eksempel ønsker de, at der skal være så ens regler som muligt i den offentlige sektor. Arbejdsgiverne lader sig også inspirere af hinanden, og med det in mente kunne man godt forestille sig, at fridagene også ryger andre steder".