KU og punkmusiker vil redde slangebidsofre

Forskere på Københavns Universitet håber, at de har fundet en ny og billigere måde at producere modgift mod slangebid, der i dag kan koste op til 90.000 kroner. 

Ideen opstod, da de faldt over en Youtube-video med den amerikanske punkmusiker Steve Ludwin, der siden 1989 løbende har injiceret sig selv med slangegift fra 35 forskellige giftige slanger. Han har på denne måde produceret antistoffer mod slangegift i sin krop gennem årerne.

Lektor i kemisk og molekylær biologi Brian Lohse fra Københavns Universitet vil sammen med overlæge Pal Szecsi fra Københavns Universitetshospital i Hvidovre Holbæk udvikle og gro de antistoffer, Steve Ludwin har produceret i sin krop for at skabe en syntetisk modgift.

Til det skal de bruge utroligt meget slangegift og får hjælp af Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg, Den Blå Planet og Tropikariet i Helsingborg, hvis giftslanger udgør en vigtig del af projektet.

Magisterbladet har talt med forskningsleder Brian Lohse om, hvordan man overhovedet kopierer antistoffer fra et menneske, og hvordan det kan gøre en kommende modgift billigere og mere effektiv.

Hvorfor er en behandling mod slangebid så dyr?

”I gennemsnit ligger prisen på 2-3000 dollars per behandling. Studier viser, at antistoffer er så dyre på grund af hospitalerne og alle de mellemled, som skal tjene penge. Slangebid er også ofte forsikringssager, og det er derfor, man nogle gange ender med uhyre høje priser".

"Målet er at komme ned på omkring 600 kroner for en behandling, for prisen i dag gør det nærmest umuligt at få hjælp, hvis man er en fattig fisker i Indonesien, der bliver bidt af en havslange, eller en markarbejder i Indien, der bliver bidt af en kobra".

Er det etisk forsvarligt at bruge en mand, der injicerer sig selv med slangegift?

”Vi har fået godkendelse fra Den Nationale Videnskabsetiske Komité, inden vi startede projektet. Alt det her er noget, han har gjort siden 1989 — inden vi kom ind i billedet — og det gør en kæmpe forskel. Jeg har på ingen måde opfordret ham eller andre til noget som helst, og vi vil på ingen måde opfordre andre til at gøre det, for det kan være livsfarligt. Så vi har ingen etiske betænkeligheder.

”Men han har gjort videnskaben en kæmpe tjeneste og måske også gjort kommende slangebidsofre en kæmpe tjeneste, for han er indirekte med til potentielt at redde menneskeliv.”

Hvad er der galt med den måde, man producerer slangemodgift i dag?

”I dag bruger man heste til at producere antistoffer, og det har man gjort de sidste 120 år. Problemet er bare, at det ikke er humane antistoffer, men hesteantistoffer. Det er klart, at kroppen selvfølgelig vil genkende det som fremmed, og så kan man få allergiske reaktioner eller gå i allergisk chok".

”Hesteantistofferne er også urene, for problemet er, at man ikke kan rense det særlig godt, fordi antistofferne er så identiske. Det er svært at få fat i det bestemte antistof, man skal bruge, så modgiften der findes på markedet er i dag typisk mellem 10-25 procent af det rene antistof, der neutraliserer giften. Resten er affald fra hesten fra hvad hesten har mødt i sit liv. Det er svært at skille ad, og hvis man ville gøre det mere rent, ville prisen vokse eksponentielt med renhedsgraden".

”Hvis vi kan lave det syntetisk fra Steve, så har vi et rent, humant antistof. Og ved at lave det bioteknologisk - det vil sige putte det i celler og få dem til at producere antistoffet som fabrikker, så vi kun laver det antistof, vi skal bruge - så er renheden teoretisk 99,9 procent".

Hvordan fik I fat i de antistoffer, som Steve Ludwin har produceret?

”Det er fuldstændig, som når du bliver vaccineret, eller hvis du får en influenzavirus eller en bakterieinfektion. Så danner dit immunforsvar nogle antistoffer, og disse antistoffer er kodet ind i dit dna. Koden til alle antistofferne, der bliver produceret i din krop, ligger som skabeloner i dit dna".

”Så isolererede vi hans dna fra de celler, som danner antistoffer mod bakterier, virusser og slangegift. Vi har altså kopieret hele hans antistof-portefølje og skabt et bibliotek. Vi tager en dråbe fra det her bibliotek, som kan have milliarder af viruspartikler, der alle har deres eget unikke antistofsekvens. Vi har altså enorme mængder af forskellige antistoffer, hvilket øger chancen for at finde noget signifikant".

”Men nu er det jo videnskab, så det kan også være, at vi ikke finder det, vi troede, men noget helt andet eller ingenting, eller at nogle andre kommer os i forkøbet. Men uanset så har det været fantastisk spændende – et ægte eventyr".