Sådan en runesten må jeg også ha!
Hvis naboen har en fed runesten, så vil jeg også ha én! Sådan har rekordmange vikinger tænkt lige omkring år 1000, da rune-boomet var på sit højeste. Det fortalte museumsinspektør Lisbeth Imer fra Nationalmuseet på vidensfestivalen lørdag.
Med seks år på bagen og en tredjedel af billetterne forhåndsreserveret til 2018, er vidensfestivalen nok kommet for at blive.
I lørdags fortalte blandt andre museumsinspektør fra Nationalmuseet Lisbeth Imer sådan her om sit arbejde med at kortlægge Danmarks runesten:
”Fotografier af runer skal tages om aftenen. Det er i mørket, når man sætter kunstigt lys på, at ristningerne står allersmukkest.
I Danmark har vi 260 runesten. Som altid er svenskerne os overlegne med hele 2600, til gengæld har vi Rolls Roycen i vores samling, stenen i Jelling.
Jelling-stenen er den største i verden, sat af Harald Blåtand og nærmest vulgær med sine usædvanlige ristninger, som er vandrette. og sine svulmende runde former.
Vikingerne var dygtige håndværkere, og i Jelling er det helt sublimt.
Runesten blev krigsbytte i 1864
De fleste sten blev sat mellem 970 og 1020. Sproget er den fælles nordiske ”danske tunge”, og vi kender automatikken: Naboen har en fed runesten, sådan en må jeg også ha!
Og ligesom i dag, hvor kulturarv i Mellemøsten bliver totalt smadret eller bare fjernet af sejrherren, har man også taget runesten som krigsbytte.
En af dem røg til Potsdam efter nederlaget i 1864. Mere ydmygende bliver det ikke.
En runesten på terrassen i Thy
Sten er ikke uforgængelige, som mange tror. Derfor fik jeg lidt ondt i maven, hver gang de små børn kravlede rundt på Jellingstenen. Nu er den bag klimasikret glas.
Sidst, jeg fik en wouw-oplevelse med runesten, var for et år siden, da jeg blev ringet op fra Thy.
Et ægtepar havde haft en sten liggende på terrassen og havde nu endelig besluttet sig for at få en ekspert til at kigge på den. Det viste sig at være en sten, der sidst var set i 1767.”
