Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ministre i samråd om angreb på Kvinfo

Del artikel:

Kulturminister Mette Bock (LA) vil fjerne statsstøtte til Kvinfos biblioteksarbejde, men det vil smadre mange års ligestillingsarbejde, mener Socialdemokratiet og kalder både kultur- og ligestillingsministeren i samråd.

Kulturminister Mette Bock (LA) bliver nu kaldt i samråd for at klargøre, hvorfor regeringen vælger at lægge Kvinfos bibliotek ind under Det Kongelige Bibliotek.

Det er Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen, der ønsker svar fra kulturministeren og ligeledes fra ligestillingsminister Karen Ellemann (V) på et åbent samråd om den beslutning, som ifølge ham vil ødelægge mange års ligestillingsarbejde. Det skriver Altinget.

"Jeg glæder mig til at se, hvilken form for evaluering af Kvinfos biblioteksarbejde, der ligger bag beslutningen. Det kan også give et grundlag for, om Folketingets partier synes, det er rimeligt at smadre Kvinfos mangeårige arbejde for kvinders ligestilling", siger Mogens Jensen.

Liberal Alliances ligestillingsordfører, Laura Lindahl kaldte på sin Facebookprofil tirsdag beslutningen , som et "første skridt i at lukke Kvinfo". Senere på dagen udtalte Laura Lindahl i medierne, at "målet er at fjerne alt statsstøtte fra Kvinfo" og beskrev centeret som "et politisk projekt" og ”statsfeministisk propaganda".

Det ligger i tiden
Ifølge kulturminister Mette Bock er der dog ingen relation mellem Liberal Alliances holdning til Kvinfo og beslutningen om at fratage Kvinfos biblioteksopgave.

"Vi er i forvejen i gang med en restrukturering på hele biblioteksområdet, hvor en lang række mindre biblioteksopgaver er blevet slået sammen den seneste tid. Det ligger i tiden, at vi samler tingene, fordi vi tror på, at vi får nogle bedre miljøer omkring det", siger Mette Bock til Altinget.

"Hvad, der videre skal ske, er jo dels op til Kvinfos bestyrelse og ledelse. De må drøfte, om det skal være en anledning til at se på, hvad institutionen fremover skal beskæftige sig med. Det skal jeg ikke blande mig i som minister", siger kulturministeren.

Svært at tro på
Socialdemokratiets kulturordfører giver ikke meget for Mette Bocks forklaring.

"Det er meget svært at tro på, at der er tale om biblioteksfaglige overvejelser. I mine øjne er det et meget tydeligt ideologisk rettet angreb mod Kvinfo og ligestillingskampen i det hele taget", siger Mogens Jensen.