Ruben Baader synes, det er fedt med tryk på, men …
© Lars Bech
Ruben Baader vil være den bedste. Til taekwondo, styrketræning, brætspil – og så selvfølgelig kemi, som han læser på Syddansk Universitet. Han har også koncentrationsbesvær, spændingshovedpine og problemer med at sove.
Fagligt har Ruben Baader ligget lunt i svinget, lige siden han trådte ind ad døren til folkeskolen i Haderslev for cirka 20 år siden.
“Min selvtillid er stor. Så stor, at jeg troede, jeg var et geni, i de små klasser. Det steg mig lidt til hovedet, at skolearbejde faldt mig så let. Men geni, det var jeg nu ikke. Jeg skal arbejde for mine resultater”, siger Ruben Baader med et skævt smil.
Trivselsmæssigt svinger det lidt mere.
Den sportstrænede sønderjyde tog ambitionerne med, da han flyttede til Odense for fire år siden for at læse tysk og nu sidefag i kemi på Syddansk Universitet. Nogle gange presser han sig selv for hårdt. Det skyldes især hans egne høje forventninger til sig selv, mener han.
“Pres er ikke kun en negativ ting for mig. Jeg er typen, der godt kan blive lidt høj, når der virkelig er tryk på. Ulempen er, at jeg indimellem får nogle fysiske reaktioner, fx hovedpine eller hjertebanken. Og det bliver kun værre, hvis jeg ikke spiser ordentligt og ikke passer min sport”, forklarer Ruben Baader.
Svært ved at slappe af
Han fik ikke i tide ansøgt om at blive optaget på kemi og kom derfor ikke med på studiets introforløb.
“Både fagligt og socialt kom jeg lidt bagud på point fra starten”, siger Ruben Baader.
Derudover bød semestret på fem eksaminer og to store projektafslutninger.
“Det har alt sammen medvirket til, at jeg i perioder har døjet med koncentrationsbesvær og har haft svært ved at slappe af, når jeg havde fri. Jeg har også måttet drosle meget ned på mit sociale liv, fordi jeg ikke kunne overskue det ved siden af studierne”, forklarer han.
Ruben Baader skal passe på, at han ikke kommer til at tænde for et computerspil fra morgenstunden, for så risikerer han at blive hængende ved skærmen. Men ellers mener han, at han har en høj arbejdsmoral.
“Mit trick er at tage ud på universitetet, også selv om jeg ikke har timer den dag”, afslører han.
Disciplin ud over det sædvanlige
Sit bachelorstudium i tysk kunne Ruben Baader klare ved at læse 10-20 timer om ugen.
“Jeg havde masser af tid til at dyrke mine interesser, taekwondo, styrketræning og brætspil, og også til mit studiejob som instruktør”, siger han.
På kemi er der meget mere tung læsning og lange dage med laboratorieøvelser.
“Jeg har intet imod at knokle. Men det sidste år har krævet en disciplin af mig ud over det sædvanlige, og så får jeg altså indimellem nogle stresssymptomer”, erkender han.
Ifølge den 26-årige kemistuderende gør Syddansk Universitet meget for at skabe et godt studiemiljø.
“De studerende har en reel indflydelse på universitetets politik, tutorer hjælper nye studerende med at komme godt i gang, og hvert studium har sit eget lokale til læsning og det sociale”, forklarer han.
“Men studiestress er ikke noget, der bliver talt åbent om blandt de studerende. Det bliver kun indirekte berørt som brok over, hvor meget vi har at lave”, siger Ruben Baader.
Svinger pisken hårdt
Selv har han opdaget, at meditation og mindfulness kan hjælpe ham igennem dage med uro, hjertebanken og søvnbesvær.
Fremtiden bekymrer ham ikke. Ruben Baader er ikke i tvivl om, at den usædvanlige fagkombination, han har valgt, med stor sandsynlighed skaffer ham det job som gymnasielærer, han lige nu går efter:
“Min studiestress blusser op, når arbejdsmængderne bliver for store. Og så har jeg altid været et udpræget konkurrencemenneske. Jeg vil være bedst til alt, hvad jeg kaster mig over. Derfor kommer jeg til at svinge pisken lidt for hårdt over nakken på mig selv nogle gange. Det er det, som kroppen reagerer på”.