Spring menu over
Dansk Magisterforening

Anklager om brutal ledelse i museumskoncern

Del artikel:

Politiken skriver, at 20 anonyme tidligere og nuværende medarbejdere står frem med historier om brutal ledelse på museumskoncernen Romu. Museumsdirektør kalder derimod relationerne mellem medarbejdere og ledere for ”meningsfulde” og ”trygge”.

"Der er mange triste skæbner i hans kølvand".

Sådan lyder en vurdering af museumsdirektør på den midtsjællandske museumskoncern Romu Frank Birkebæk fra en ansat, som ønsker at være anonym.

Vedkommende er ifølge Politiken langt fra alene. Politiken skriver i stort opsatte artikler på forsiden af 1. sektion og kultursektionen, at avisen "har talt med mere end 20 nuværende og tidligere medarbejdere i hele Romu, og de beskriver ledelsen med den 72-årige direktør Frank Birkebæk i spidsen som "diktatorisk" og fortæller, at ledelsen "mobber og forfølger medarbejdere".

Af de 45 mennesker, der var fastansat på museet i 2014, er 13 stoppet, skriver Politiken. Af de 25 projektansatte, der var ansat i 2014, er kun 9 tilbage.

Politikens kilder tegner et kritisk billede af en direktion, der styrer stedet på nærmest diktatorisk vis, overfuser og chikanerer medarbejdere og har skabt en hård arbejdsplads med en indgroet frygtkultur.

Ud over et væld af dårlige oplevelser og psykologsamtaler har ledelsen medført, at faglige kapaciteter er forsvundet fra museet, lyder det fra de tidligere og nuværende medarbejdere.

Ifølge Politiken fortæller kilder om episoder, hvor Frank Birkebæk har råbt ad folk og skældt ud på dem, han var utilfreds med. Også i andres påhør. Kilder siger, at direktørens vrede bare vokser, hvis man begynder at forsvare sig. Ledelsesstilen beskrives i Politiken som intimiderende og kilder fortæller, at han har fået medarbejdere til at ligge søvnløse om natten.

Der er medarbejdere, der fortæller, at Frank Birkebæk også har fået mellemledere til at forfølge ansatte, han ville have til at sige op. Kilderne er ifølge Politiken uden undtagelse nervøse for at udtale sig om forholdene og bange for at blive genkendt, da de frygter, at det vil skade deres jobmuligheder i museumsverdenen. En af dem siger til Politiken om Frank Birkebæk:

"Hans fangarme er overalt, fordi han har så mange forbindelser og magt i denne her verden".

Skulle have prioriteret anderledes
Borgmester i Roskilde Joy Mogensen (S) har været bestyrelsesformand for Romu, siden hun blev borgmester i 2011.

Hun forklarer til Politiken, at det er bestyrelsens opfattelse, at de dårlige arbejdspladsvurderinger (APV), som Magisterbladet tidligere har beskrevet, hænger sammen med det store pres, der har været på Romu de senere år med fusioner, etableringen af Ragnarock og nye udstillinger i Roskilde, Frederikssund og Lejre.

"Det her er jo et utroligt ambitiøst museum med et utroligt ambitiøst byråd bag, der på trods af at man havde de her store projekter med udstillinger, samtidig har holdt er meget højt ambitionsniveau med aktiviteter. Det kunne godt være at vi i bagklogskabens klare lys, skulle have prioriteret anderledes", siger Joy Mogensen til Politiken.

På 40 år har museumsdirektør Frank Birkebæk fået den midtsjællandske museumskoncern til at vokse fra halvanden ansat til over 100 ansatte og 10 museer. For et år siden åbnede det stort anlagte rockmuseum Ragnarock, hvor eftersigende op mod 100.000 gæster strømmede ind gennem billetlugen.

Relationerne er meningsfulde og trygge
Da Politiken interviewede museumsdirektør Frank Birkebæk til artiklen om arbejdsmiljøet i museumskoncernen Romu i Roskilde, måtte interviewet afbrydes, da der ikke var tid nok.

Da interviewet skulle genoptages ugen efter, meddelte Frank Birkebæk få timer forinden, at han alligevel ikke ville stille op og i øvrigt ikke være disponibel for yderligere kommentarer. I stedet svarer direktøren Politiken skriftligt.

Her skriver Frank Birkebæk:

"Udsagnene giver i variationer udtryk for negative oplevelser, de ansatte føler at have haft i relation til undertegnede. Jeg skal selvfølgelig ikke anfægte andres oplevelser, men kan alene referere til mine egne, der ikke nødvendigvis finder genkendelse i det fremførte. Men jeg anerkender, at en situation kan opleves væsensforskellig af to personer.

Overordnet har jeg og museets øvrige ledelse kun et ønske om, at relationerne mellem ledelse og menige medarbejdere opleves som meningsfulde, relevante og trygge i en given situation. Det er også det billede, som efter min opfattelse kendetegner museets virke. Arbejdsmiljøet er et fokusområde på ROMU, ikke mindst på grund af udviklingen de senere år. Efter sommerferien går museet ind i en forventet roligere driftsfase, som vil give mulighed for yderligere opmærksomhed på området.

Ved årsskiftet meddelte jeg bestyrelsen, at jeg går på pension 1. august, og i den kommende tid vil min prioritering være at færdiggøre den nye hovedudstilling på Roskilde Museum, samt sikre en rolig afslutning af igangværende aktiviteter.

Jeg er ikke i tvivl om, at den øvrige ledelse sammen med den nye direktør vil være opmærksom på alle medarbejderes arbejdsmiljø og gøre den indsats, som måtte være påkrævet. Jeg har ingen yderligere kommentarer til Politikens henvendelse".

Magisterbladet har spurgt Frank Birkebæk om han har yderligere kommentarer til sagen.

Sagen startede i Magisterbladet
Politiken skriver også, at i "2015 tog Magisterbladet sagen op. Bladet havde fået aktindsigt i en række arbejdspladsvurderinger og trivselsundersøgelser på museer i Danmark, og her skilte Romu sig markant ud med sin store mistillid til direktionen".

I en trivselsundersøgelse fra 2014 svarede mere end 50 procent af medarbejderne "ikke tilfredsstillende" i 10 af 12 spørgsmål om direktionen.

Det var blandt andet på spørgsmål om, hvorvidt direktionen understøttede et godt samarbejde, om direktionen var god til at inddrage medarbejderne, og om den arbejdede for at understøtte et godt arbejdsmiljø.

Politiken fortæller, at inden artiklen dengang nåede at udkomme i Magisterbladet, klagede Frank Birkebæk over behandlingen til både Magisterbladet og Dansk Magisterforening.

Efter udgivelsen karakteriserede museumsdirektøren over for sit chefnetværk kritikken således:

"En mere tendentiøs artikel med en forudbestemt konklusion skal man lede længe efter i skraldespanden. Jeg er regulært vred, og intet tidsskrift skal anvise os, hvordan vi skal lede museet. Det finder vi selv ud af".

Hos Dansk Magisterforening (DM) bekræfter arbejdsmiljøkonsulent Minna Melgaard overfor Politiken billedet af ledelsen. Hun er kontaktperson for de ansatte magistre på samtlige selvejende museer i Danmark, og fortæller, at det, der foregår på Romu, ikke er normalt.

"Magisterforeningen har været i dialog med medarbejderne i de sidste mange år, og det, medarbejderne fortæller, går blandt andet på en grov tone og en manglende respekt over for medarbejderne", siger Minna Melgaard.