Spring menu over
Dansk Magisterforening

Fagbevægelsen kæmper internt om efteruddannelsespenge

© Ulrik Jantzen

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Hvem skal løbe med puljen på godt 3 mia kr., som er øremærket til et nyt og mere moderne voksen-, efter- og videreuddannelsessystem (VEU)? LO mener, at dem med de videregående uddannelser må stå forrest i køen, mens Akademikerne og FTF kæmper for, at deres medlemmer også tilgodeses.

Trepartsforhandlingerne om det såkaldte voksen-, efter- og videreuddannelsessystem (VEU) begynder torsdag, hvor en splittet fagbevægelse vil forsøge at tilgodese hver sin medlemsbase.

Der er nemlig 3,1 mia. kr. på spil i opsparede midler, som står klar til at blive fordelt i et nyt VEU-system, som gerne skal være både smartere og mere moderne, lyder opdraget.

På forhånd har LO-familien trukket fronterne stærkt op med FOA-formand Dennis Kristensen i spidsen for et målrettet angreb på både Akademikerne og FTF-familierne, som repræsenterer dem med videregående uddannelser.

Det er nemlig "oplagt", at dem, der har mindst, skal have mest i den nye reform, og det må derfor uvægerligt ske på bekostning af Akademikerne og FTFs medlemmer, forklarer Dennis Kristensen til finans.dk og får opbakning af Lizette Riisgaard, som er formand for LO:

"I første omgang kigger man på efteruddannelse, men vi skal også kigge på de særskilte udfordringer med de videregående uddannelser, så der er ikke nogen, der bliver glemt. Men lige her, hvor vi taler efteruddannelse, er der ingen tvivl om, at der er mange lønmodtagere, der med rimelig kort efteruddannelse både kan få godkendt de kompetencer, de har, og dermed også være klar til nogle af de krav, der er til fremtidens arbejdsmarked", lyder den kontante udmelding fra LO-bossen.

Akademikerne: Højtuddannede har også behov for efteruddannelse

Mens Bente Sorgenfrey, der repræsenterer de mange professionsbachelorer, stilfærdigt bemærker, at der også er et behov for efteruddannelse på det offentlige område, hvor øget digitalisering og automatisering på sigt vil udfordre den måde, man arbejder på i dag, så medgiver hun, at dem, der i dag har færrest kompetencer, bør tilgodeses i det nye system.

Lars Qvistgaard, som er formand for Akademikerne, hovedorganisationen for de akademiske fagforeninger, peger på, at efteruddannelsesområdet for de højtuddannede ikke fungerer i sin nuværende form.

"De højtuddannede tjener penge ind til de andre grupper, og vi har grundlæggende den udfordring, at de generelle efteruddannelser til højtuddannede rammer skævt. Der er ingen på det tekniske område, og der er et behov for, at folk får lagt mere viden på, og det vil være oplagt, at det bliver adopteret i forhandlingerne - også til glæde og gavn for virksomhederne", siger AC-formanden til Jyllands-Posten.

Tredje runde af trepartsforhandlinger siden valgt for godt to år siden sparkes torsdag i gang i Statsministeriet, hvor især LO og DA vil være stærkt repræsenteret ved forhandlingsbordet.