Spring menu over
Dansk Magisterforening

Hver fjerde dansker: Akademikere skal ned i løn

© Fabian Blank

Del artikel:

I en ny spørgeskemaundersøgelse svarer en fjerdedel, at akademikere i det offentlige bør gå ned løn, mens blot en tiendedel ønsker lønstigninger. Det er tværtimod de kort- og professionsuddannede, der har fortjent flere penge, lyder det. "Der er skabt et billede af akademikerne som papirnussere", siger arbejdsmarkedsforsker.

En stor del af befolkningen mener, at akademikere i det offentlige får en alt for høj løn. Så høj, at den ligefrem burde sænkes. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

25 procent af de adspurgte mener, at akademikernes løn er for høj, mens blot en tiendedel ønsker lønstigninger. 55 procent siger, at lønnen er passende, som den er nu. Til gengæld mener størstedelen, at sygeplejersker, sosu-assistenter og politibetjente fortjener lønstigninger.

"Djøf'iseringen slår igennem her. Der er skabt et billede af akademikerne som papirnussere, der er ansvarlige for new public management og andre dårligdomme", siger arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen til Ugebrevet A4.

"Sandheden er jo, at vi ikke kan have en offentlig sektor uden gode akademikere, men de har både været for defensive og for dårlige til at fortælle om deres betydning, og det straffes de for i målingen," vurderer han.