Ugens profil: Jeg frygter, vi mister respekten for viden og kundskab
© Folketinget
I et debatindlæg plæderede tidligere uddannelsesminister Bertel Haarder (V) for, at dannelsesbegrebet skal ud af "humanioras overherredømme". Vi har spurgt ham, hvad han egentlig mener med det - og hvad han frygter, at vi står til at miste i processen.
Bertel Haarder, hvorfor er det nødvendigt at få dannelsen ud af humanioras ”overherredømme”?
"Der skete noget i 50'erne, som adskilte naturfagene fra de humanistiske. Jeg tror, det var atombomben, Thorkild Bjørnvig og hereticanerne (kredsen omkring det litterære tidsskrift Heretica, red.), som frembragte en anti-teknologisk holdning, fordi man så teknologi som en fare. Stærkest udtrykt af Thorkild Bjørnvig i det digt, han skrev om menneskets billede, der blev nedskrevet til skyggen af en mur, som handlede om skyggen af de menneskekroppe, man så i Hiroshima, efter at amerikanerne havde smidt en atombombe der. I dag er det stik modsat. I dag ser man teknologien som redningen. Vi er i Danmark stolte af at være et grønt foregangsland. Fordi det netop betyder, at vi er et teknologisk foregangsland. Sådan forholdte det sig også i folkehøjskolens storhedstid, da den berømte Poul la Cour, som var fysiker og lærer på Askov Højskole, byggede Danmarks første vindmølle. Det var naturligt dengang. Og endnu tidligere end det havde H.C. Ørsted skrevet ’Ånden i naturen’, en meget berømt bog, hvor han forbandt det naturfaglige med det humanistiske. Det er derfor, jeg siger, at nu er det på tide, at vi kommer ud af teknologiforskrækkelsen, så vi ser de tekniske og naturvidenskabelige fag som goder igen".
Hvor ser du den forskrækkelse henne?
"Jeg ser den i det forhold, at hvis du tager folkehøjskolerne i dag, så er naturvidenskaben næsten ikke-eksisterende. Der er heller ikke mange naturvidenskabelige folk, som bliver betragtet som kapaciteter, når det gælder dannelse og de store spørgsmål i tilværelsen. Det er underligt. Især når man tænker på, hvor meget eksempelvis Niels Bohr interesserede sig for livets store spørgsmål om fx religion. Når jeg nævner folkehøjskolerne, er det fordi, at de var måske de vigtigste dannelsesinstitutioner i en meget lang periode i vores historie, og de er der jo stadig. Jeg vil føre folkehøjskolens historie som vidne på, at der har været en forbindelse, og at der bør være en forbindelse igen. Og når man tænker på, hvordan de naturvidenskabelige landvindinger hele tiden kræver humanistisk indsigt og etiske overvejelser, som man også ser det i fx det etiske råd, så kan det undre, at forbindelsen ikke er stærkere".
Så det ene kan ikke eksistere uden det andet?
"Det har du ret i, og jeg mener ikke, at man kan tale om dannelse uden at have det naturvidenskabelige perspektiv med. Og jeg vil også tilføje håndværksfagene, for det er også dannelse at kunne noget til bunds".
Hvad er det, der mangler for, at vi kan skabe forbindelsen igen?
"Der mangler gensidig åbenhed. Jeg synes, at selve begrebet universitet indebærer en forpligtelse til at se videnskabens frembringelser i en bred sammenhæng. Det hedder et universitet, fordi man i princippet bliver klog på alting. Det kan man så ikke. Men man skal i hvert fald blive klog på en måde, så man har sans for det, der sker uden for ens fag. Ellers er der ikke nogen grund til at have universiteter. For hvorfor lægger vi ellers vægt på, at universiteterne har alle fakulteter? Det må skyldes, at man i den universitære tradition har en ambition om, at når man bliver klog på et område, så får man også sans for de andre områder".
Hvad frygter du, at vi mister?
"Jeg frygter, at man mister respekt for viden og kundskab. For øvelsens værdi. At vi mister sans for, at dannelsen har noget med ansvarlighed at gøre. Al dannelse har at gøre med at se ud over sig selv og sin egen næsetip. At se sig selv i en sammenhæng og som en ansvarlig medborger. Dannelse har noget at gøre med, at man ikke bare er god til at bygge huse, men også interesserer sig for, hvad det er for nogle huse, man bygger. Så man ikke bare er et teknisk geni, men også har sans for, hvad den teknik kan og skal bruges til. Det er jo nogle etiske og samfundsmæssige overvejelser, fordi vi har et fælles ansvar for en større helhed, både lokalt og nationalt".
"Der skete noget i 50'erne, som adskilte naturfagene fra de humanistiske. Jeg tror, det var atombomben, Thorkild Bjørnvig og hereticanerne (kredsen omkring det litterære tidsskrift Heretica, red.), som frembragte en anti-teknologisk holdning, fordi man så teknologi som en fare. Stærkest udtrykt af Thorkild Bjørnvig i det digt, han skrev om menneskets billede, der blev nedskrevet til skyggen af en mur, som handlede om skyggen af de menneskekroppe, man så i Hiroshima, efter at amerikanerne havde smidt en atombombe der. I dag er det stik modsat. I dag ser man teknologien som redningen. Vi er i Danmark stolte af at være et grønt foregangsland. Fordi det netop betyder, at vi er et teknologisk foregangsland. Sådan forholdte det sig også i folkehøjskolens storhedstid, da den berømte Poul la Cour, som var fysiker og lærer på Askov Højskole, byggede Danmarks første vindmølle. Det var naturligt dengang. Og endnu tidligere end det havde H.C. Ørsted skrevet ’Ånden i naturen’, en meget berømt bog, hvor han forbandt det naturfaglige med det humanistiske. Det er derfor, jeg siger, at nu er det på tide, at vi kommer ud af teknologiforskrækkelsen, så vi ser de tekniske og naturvidenskabelige fag som goder igen".
Hvor ser du den forskrækkelse henne?
"Jeg ser den i det forhold, at hvis du tager folkehøjskolerne i dag, så er naturvidenskaben næsten ikke-eksisterende. Der er heller ikke mange naturvidenskabelige folk, som bliver betragtet som kapaciteter, når det gælder dannelse og de store spørgsmål i tilværelsen. Det er underligt. Især når man tænker på, hvor meget eksempelvis Niels Bohr interesserede sig for livets store spørgsmål om fx religion. Når jeg nævner folkehøjskolerne, er det fordi, at de var måske de vigtigste dannelsesinstitutioner i en meget lang periode i vores historie, og de er der jo stadig. Jeg vil føre folkehøjskolens historie som vidne på, at der har været en forbindelse, og at der bør være en forbindelse igen. Og når man tænker på, hvordan de naturvidenskabelige landvindinger hele tiden kræver humanistisk indsigt og etiske overvejelser, som man også ser det i fx det etiske råd, så kan det undre, at forbindelsen ikke er stærkere".
Så det ene kan ikke eksistere uden det andet?
"Det har du ret i, og jeg mener ikke, at man kan tale om dannelse uden at have det naturvidenskabelige perspektiv med. Og jeg vil også tilføje håndværksfagene, for det er også dannelse at kunne noget til bunds".
Hvad er det, der mangler for, at vi kan skabe forbindelsen igen?
"Der mangler gensidig åbenhed. Jeg synes, at selve begrebet universitet indebærer en forpligtelse til at se videnskabens frembringelser i en bred sammenhæng. Det hedder et universitet, fordi man i princippet bliver klog på alting. Det kan man så ikke. Men man skal i hvert fald blive klog på en måde, så man har sans for det, der sker uden for ens fag. Ellers er der ikke nogen grund til at have universiteter. For hvorfor lægger vi ellers vægt på, at universiteterne har alle fakulteter? Det må skyldes, at man i den universitære tradition har en ambition om, at når man bliver klog på et område, så får man også sans for de andre områder".
Hvad frygter du, at vi mister?
"Jeg frygter, at man mister respekt for viden og kundskab. For øvelsens værdi. At vi mister sans for, at dannelsen har noget med ansvarlighed at gøre. Al dannelse har at gøre med at se ud over sig selv og sin egen næsetip. At se sig selv i en sammenhæng og som en ansvarlig medborger. Dannelse har noget at gøre med, at man ikke bare er god til at bygge huse, men også interesserer sig for, hvad det er for nogle huse, man bygger. Så man ikke bare er et teknisk geni, men også har sans for, hvad den teknik kan og skal bruges til. Det er jo nogle etiske og samfundsmæssige overvejelser, fordi vi har et fælles ansvar for en større helhed, både lokalt og nationalt".
