Status: Hvordan gik det med udflytningen af din arbejdsplads?

Charlotte Bjerregaard, 52 år, geograf i Geodatastyrelsen, der flyttede til Aalborg (foto: Jacob Nielsen).
2016: Sagde nej til flytning, men ja til at rykke med i en periode for at overlevere sine arbejdsopgaver.
I dag: Nyt job i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
”Det er interessant at høre, hvor forskelligt, opgaven med udflytning er blevet grebet an fra arbejdsplads til arbejdsplads. Der er gode processer og der er dårlige, mildest talt. Jeg var en af dem, der fra starten efterspurgte nogle klare retningslinjer for, hvordan det kunne skrues sammen for os, der tilbød at rykke med i en overgangsperiode, så vi kunne undgå et totalt brain drain. De vilkår blev først meldt ud, da flyttekasserne nærmest var pakket og ledelsen kunne se, at der ville være store faglige huller i den nye organisation. På det tidspunkt var jeg væk.”
”I marts fik jeg nyt job i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, en ny styrelse, hvor 2/3 af medarbejderne faktisk kommer fra Geodatastyrelsen. Jeg skal udvikle geodata til brug for SKAT´s ejendomsvurderinger – fx en boligs afstand til skov, hav, højspændingsledninger og motorveje - og de data skal ligge klar for 1,7 millioner private boliger den 1.1. 2019. Jeg har fået fede faglige udfordringer og trives rigtig godt med det, selvom vi bygger flyvemaskinen, mens vi flyver.”
”Jeg sidder tilmed i samme hus som før, bare på 2. etage i stedet for på 4. Det endte med, at der blev lavet en gentlemen agreement mellem de to styrelser, så jeg faktisk var lånt ud til Geodatastyrelsen i sammenlagt 10 dage. Jeg synes ellers, at det ret let kunne have været undgået med klare retningslinjer for os som tilbød at hjælpe til i en overgangsperiode. Nu gav det mere rod og uklarhed i en i forvejen vanskelig overgangsperiode.”

LÆS OGSÅ: Udflytning forsinker grønlandsk søkortsprojekt og bringer liv i fare


Ditte Strandbygaard, 35 år, konsulent i Danmarks Akkrediteringsinstitution (foto: Jacob Nielsen).
2016: Besluttede at flytte med sin arbejdsplads til Holbæk
I dag: Arbejdspladsen er ikke flyttet endnu. Det er stadig Ditte Strandbygaards plan at flytte med.
”For mit eget vedkommende har jeg været på barsel, siden udflytningen blev meldt ud. Jeg kom tilbage i februar i år. Det er fortsat min plan at følge med Akkrediteringsinstitutionen til Holbæk. Jeg kan godt få logistikken til at hænge sammen, og jeg er rigtig glad for både min arbejdsplads og opgaverne.”
”Flytningen til Holbæk er blevet udskudt til efteråret 2018. Det har været vanskeligt at finde egnede lokaler, men nu er det faldet på plads, at vi skal bo i en nedlagt skole sammen med EVA, Danmarks Evalueringsinstitution. Bygningen skal først istandsættes.”
”Lige, da flytningen blev meldt ud, gav det lidt turbulens, men siden har det ikke fyldt alverden, og det hænger efter min vurdering sammen med to ting: Der var stor lydhørhed over for alle bekymringer og over medarbejdernes forskelligartede behov i forbindelse med den nye placering. Der blev holdt rigtig mange møder i starten, hvor alle kom til orde med deres overvejelser.”
”Samtidig har arbejdspladsen strakt sig meget langt for at give os gode vilkår og klare rammer. Fx er togtiden til Holbæk blevet godkendt som arbejdstid, og vi har fået ret til to hjemmearbejdsdage om ugen. Der er også skitseret en række nye kompetenceudviklingsmuligheder, og så får vi en kantine det nye sted. Det har vi ikke haft før, så det er en klar forbedring.”


Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier (foto: Jacob Nielsen).
2016: Afvisende over for at flytte med til Aarhus. Dels fordi hun har omsorgsforpligtelser i København og dels fordi tanken om at skulle splitte en velfungerende arbejdsplads ad var stærkt demotiverende.
I dag: Forslaget om at flytte DIIS til Århus blev droppet.
”Fordi DIIS er en selvejende institution og lovgivningen stod i vejen for en udflytning, blev forslaget om at rykke arbejdspladsen til Aarhus droppet. Men der gik trekvart år med forhandlinger og en meget hård tone i diskussionerne, før forslaget endelig faldt.”
”Den proces har været lidt af en øjenåbner for alle medarbejdere på DIIS. Vi blev ret forundrede over det billede, som blev tegnet af os i pressen og i offentligheden: at vi er en flok cafe latte-drikkende, arrogante og verdensfjerne akademikere, der nødigt forlader hovedstaden. Det billede var svært at relatere til i huset.”
”Heldigvis betød udflytningstruslen også, at medarbejderne rykkede sammen i solidaritet. DIIS havde allerede inden udflytningsplanerne et samarbejde med universiteter vest for Storebælt og yderligere ideer om at synliggøre vores aktiviteter uden for hovedstadsområdet.”
”Implementeringen af den plan har taget fart, og jeg tror, at alle DIIS-forskere har fået rusket op i bevidstheden om, hvor vigtigt det er, at vi breder vores interesser ud og er til stede i hele landet, også selv om hovedparten af vores interessenter befinder sig i hovedstaden.