Spring menu over
Dansk Magisterforening

Studerende og seniorer i fælles front: Venstre bryder generationskontrakten

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

De ældre generationer er med til at betale de yngstes uddannelser, og når de yngste er færdiguddannede, er de så med til at betale for, at de ældre kan gå på pension og nyde den tredje alder. Men med 2025-planen og det seneste finanslovsudspil bryder Venstre den generationskontrakt, mener Danske Studerendes Fællesråd og Ældre Sagen.

Det er et brud på generationskontrakten, at regeringen, ifølge Danske Studerendes Fællesråd og Ældre Sagen, vil lade de unge under uddannelse og landets seniorer betale for 2025-planen.

Det skriver Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen, og Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd, i et fælles debatindlæg, som Jyllands-Posten har bragt.

De to organisationer, som repræsenterer de ældste og yngste i samfundet, mener nemlig, at det er med til at gøre Danmark til et sammenhængende samfund, at vi eksempelvis lader de ældre generationer betale for de yngstes uddannelse, fordi de yngste så senere er med til at betale for, at de ældste kan gå på pension og nyde deres såkaldte tredje alder.

"Vi forstår ikke, hvorfor regeringen nu foreslår at gøre op med mange årtiers generationskontrakt til fordel for at skrabe penge sammen til topskattelettelser. Vi forstår ikke den logik, der bliver sat op. Og vi forstår heller ikke resultatet", skriver de i indlægget.

"Vi vælger topskattelettelser frem for velfærd"
Frontfigurerne i de to organisationer forklarer, at de mener, at de ældre i forvejen arbejder langt ud over pensionsalderen, hvis de kan, ligesom de unge "knokler" for at komme ud på den anden side af uddannelsessystemet for at bidrage til samfundet.

"Derfor har seniorerne under ingen omstændigheder tænkt sig at efterlade en regning i børneværelset til yngre generationer, ligesom de yngre generationer ikke har interesse i at forringe pensionsmulighederne for de ældre generationer, tværtimod", skriver Yasmin Davali og Bjarne Hastrup.

De understreger, at det er forfejlet at tale om en generationskamp. For de yngste og de ældste står sammen om at sikre "værdig velfærd" gennem hele livet, som de skriver.

"Vi er ikke i tvivl om, at der er råd til velfærd gennem hele livet. Det handler om at ville prioritere det. Der er ingen økonomisk begrundelse for at hæve pensionsalderen eller skære i SU’en. Når vi står overfor valget mellem topskattelettelser eller velfærd, vælger vi velfærd", pointerer de to.