Spring menu over
Dansk Magisterforening

Overtræder loven men slipper for påbud

Del artikel:

Hver anden virksomhed overtræder ligestillingsloven ved ikke at udforme politikker for at få flere kvinder i ledelsen. Alligevel har Erhvervsstyrelsen på tre år blot udskrevet fire påbud til lovovertrædere, viser aktindsigt

Når virksomheder overtræder ligestillingsloven, kan de ifølge loven få et påbud eller i grelle tilfælde en bøde. Men selvom hver anden virksomhed ikke efterlever loven, så er der ingen virksomheder, der har fået en bøde, siden loven blev vedtaget i 2013. Det påpegede Institut for Menneskerettigheder (IMR) i foråret.

Nu viser en aktindsigt, som Magisterbladet har fået i Erhvervsstyrelsen, at det blot er fire virksomheder, der har fået et påbud om at efterleve loven, de seneste tre år. 

Det er Erhvervsstyrelsen, som har beføjelser til at dele bøder ud og give påbud til de virksomheder, som ikke overholder regnskabsloven, hvori der siden 2013 har været krav til større virksomheder om måltal og politikker for at få flere kvinder i ledelsen. 

“Hvis virksomhederne kender til loven, men ikke efterlever den, måske fordi området ikke tages så alvorligt, så skal der udstedes påbud og derefter bøder”, siger ligestillingsordfører hos Socialdemokraterne Rasmus Horn Langhoff. 

I analysen fra foråret skrev IMR, at 21 procent af de største virksomheder ikke har opsat måltal, og 49 procent har ikke udarbejdet en politik for, hvordan de får flere kvinder på ledelsesposter. 

“At hver anden virksomhed efter tre år stadig ikke efterlever loven, er virkelig ikke godt. Det er på tide, at man overvejer at bruge påbud og bøder, som loven giver mulighed for”, siger Ask Hesby Krogh, som er teamleder for ligestilling hos IMR. 

“Erhvervsstyrelsen bør give flere virksomheder et prik på skulderen, når så mange ikke efterlever loven. Loven er god, men for at den kan skabe ændringer, er det jo nødvendigt at få virksomhederne med på vognen”, siger Ask Hesby Krogh. 

Påbud afhænger af en konkret vurdering
Erhvervsstyrelsen oplyser til Magisterbladet, at der i 2015 blev foretaget 4.000 regnskabskontroller. Det dækker flere områder som fx børsnoterede og ikke børsnoterede virksomheder. Det beror på en konkret vurdering, om styrelsen starter en påbudssag op på baggrund af en regnskabskontrol. 

“Kontrollen af overholdelsen af kravene om måltal og politikker indgår som en del af den almindelige regnskabskontrol i Erhvervsstyrelsen, hvor der kontrolleres for overholdelsen af en lang række krav til årsrapporten. Vurderingen af, hvilke sager der rejses i kontrollen, foregår ud fra en samlet vurdering af væsentligheden af de konstaterede fejl og mangler i den pågældende årsrapport”, oplyser chefkonsulent i Erhvervsstyrelsen Lykke Skødt i et skriftligt svar til Magisterbladet. 

På et samråd i maj måned fremlagde erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) tal på udviklingen, som ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) kalder “sminkede” og “usammenlignelige”. Han savner stadig ministerens svar på, hvorfor virksomhederne ikke efterlever loven.

“Problemet ligger hos erhvervsministeren, ministeriet og hos Erhvervsstyrelsen. Regeringen er ikke klar på at håndhæve loven, og det er ubegribeligt, når ministeren kender til problemets store omfang”, siger Rasmus Horn Langhoff.

Erhvervsministeren påpeger, at det trods alt går fremad med efterlevelsen af reglerne om måltal og politikker for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen i de danske virksomheder. 

“Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at virksomhederne selvfølgelig skal efterleve reglerne. Der er stadig udfordringer i forhold til regelefterlevelsen, og derfor har vi også fortsat fokus på området”, udtaler Troels Lund Poulsen i et skriftligt svar til Magisterbladet. Ministeren vil evaluere loven i 2017 og vil i den forbindelse “undersøge nærmere, hvorfor nogle virksomheder ikke overholder reglerne”.

Ask Hesby Krogh mener dog ikke, at regeringen behøver at vente på en evaluering af loven til næste år. 

“Regeringen kan godt handle nu, for der foreligger allerede data på, hvilke virksomheder der ikke følger lovkravene”, siger Ask Hesby Krogh.