Idéhistoriker: Populisme er udemokratisk

Populisme, populisme, populisme. Det er uundgåeligt at støde på ordet, hvis man følger med i moderne politik.

Populistiske partier “stormer frem” både i Europa og USA. Marine Le Pen i Frankrig, Viktor Orbán i Ungarn, Donald Trump og Bernie Sanders i USA får ofte stemplet. Gerne ud fra devisen om fænomenet som udtryk for folkets oprør med eliten.

Men ifølge den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller har vi et forenklet syn på populisme og blander for mange ting sammen, når vi i flæng bruger ordet. Han savner mere “klare distinktioner”, som han siger i et interview med Magisterbladet:

“Så vi lettere kan besvare populisternes påstand om, at de er de rigtige demokrater”.

Ifølge Jan-Werner Müller bliver ikke alle kritikere af eliten automatisk til populister. Ja, populister kritiserer typisk eliten, siger han. Men de er især karakteriseret ved at hævde, at de repræsenterer “det sande folk”. Det er samtidig det problematiske ved populister.

“For det bliver en hævdelse af, at de har moralsk monopol på at repræsentere folket. For nogle virker det måske harmløst. Men i kølvandet på det afviser de alle andre holdninger som ufolkelige, både blandt politiske modstandere og i befolkningen”, siger han.

Han fremhæver bl.a. den republikanske præsidentkandidat Donald Trump som eksempel, da han decideret ønsker Hillary Clinton i fængsel, hvis han kommer til magten. Derved betegner han ifølge Jan-Werner Müller sin politiske modstander som forkert og syndig ud fra “en nærmest religiøs retorik”.

Fantasi – i folkets navn
Jan-Werner Müller ser derfor populismen som decideret udemokratisk. Fordi den ifølge ham hverken anerkender modstridende holdninger eller det politiske system, hvis populisterne fx taber en folkeafstemning, da de uanset resultatet vil se sig selv som “folkets sande stemme”.

“Men det er en rent teoretisk øvelse, for folket behøver slet ikke at være en del af det. Så det er en form for fantasi, hvor de taler i folkets navn. Og det kan lyde demokratisk, men i praksis kræver det ikke folkelig deltagelse”, siger han og pointerer, at populismen kan skifte indhold og derfor forekomme på både højre- og venstrefløjen.

Han ser det ugyldige nej ved folkeafstemningen i Ungarn om EU’s flygtningekvoter som et ironisk eksempel på, at premierminister Viktor Orbán på populistisk manér vendte det ugyldige resultat til en sejr, fordi han også fremstillede sofavælgerne som nej-stemmer, så partiet – på trods af et ugyldigt nej – repræsenterede “det sande folks stemme”.

Derfor er populisters folkeafstemninger eller den generelle, øgede populistiske fremmarch heller ikke lig med styrket demokrati, som nogle ellers mener, siger Jan-Werner Müller.

Vi skal omfavne populisterne
Men ifølge idéhistorikeren skal vi ikke besvare populismens udemokratiske tendenser ved at ekskludere og nægte at gå i dialog med dem. For “dét at snakke med dem er ikke det samme som at snakke som dem”, siger han. Og da vi ellers ville gøre nøjagtigt det, som vi beskylder populisterne for at gøre, nemlig “at udelukke mange borgere fra det sande, homogene folk”, som han skriver i sin bog.

Og ud fra et demokratisk standpunkt ville det heller ikke være en dårlig ting, hvis de populistiske partier blev normaliseret, siger han:

“Hvis folk er utilfredse med det politiske system, fordi de ikke føler sig repræsenterede, så er det bedre, at der er nogle andre, der repræsenterer dem. Og det kan man godt som parti uden at være populist, der ikke anerkender forskelligheder og hylder det sande, homogene folk”.

Jan-Werner Müller anerkender også, at de populistiske partier især formår at besvare en reel konflikt i form af flygtninge. Især ved at tale for mere lukkethed, hvilket tiltaler mange vælgere. Han ser dog kritisk på mange af de sædvanlige forklaringer på, hvorfor folk stemmer på de populistiske partier. Fx at folk er irrationelle og stemmer med følelserne i stedet for forstanden. Ifølge Jan-Werner Müller er det en forenklet fremstilling, der er et levn fra forældet forskning fra 1990’erne:

“Med det kommer vi hurtigt til at gentage for mange klichéer. For følelser kommer jo ikke ud af ingenting, folk er jo vrede af en grund”, siger han.

Han fremhæver, at det især var en stor fejl af Tony Blair i sin tid at udtale, at de populistiske partiers vælgere ikke forstår den moderne verden, fordi det var at tale ned til dem.

“Og det giver de populistiske ledere endnu mere vind i sejlene, fordi det bekræfter, hvad de fortæller deres støtter om, at eliterne ikke lytter til dem”, slutter Jan-Werner Müller af, inden han skal videre til debat i Den Sorte Diamant med Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information.

“Eliten snakker jo med eliten som altid”, er det sidste, jeg hører ham sige.

“Hvad er populisme?” af Jan-Werner Müller udkom på dansk på Informations Forlag i oktober.