Spring menu over
Dansk Magisterforening

Desperate studerende forsøger selv at finansiere deres undervisning

Af Nicoline Larsen
Del artikel:

Universitetsstuderende er begyndt at ansøge private aktører om økonomisk støtte i forsøg på at finansiere undervisning, de tidligere opfattede som en selvfølge.

Det vækker frustration hos de studerende, når deres undervisning spares væk. Så stor frustration, at flere studerende nu selv forsøger at rejse penge til at bevare den undervisning, som de før tog for givet.

Det så man eksempler på i DM Studerende bestyrelse, da man sidste gang behandlede ansøgninger til aktivitetspuljen. Her var der nemlig flere ansøgninger fra studerende, som søgte om støtte til at finansiere seminarer og ekskursionsture. Aktiviteter, som tidligere havde været inkluderet i deres studie, men som er blevet ramt af besparelser.

”Jeg er helt sikker på, at ansøgningerne er en direkte konsekvens af de nedskæringer, som vi har set på uddannelsesområdet. De studerende er desperate efter at bevare deres undervisning”, mener Gry Inger Reiter, der er formand for DM Studerende, og som var med til at vurdere ansøgningerne.

Filosofistuderende vil finansiere holdundervisning
En af dem, der har indsendt en ansøgning til aktivitetspuljen, er Andreas Sidenius. Han har sammen med sine medstuderende på Filosofi ved Københavns Universitet søgt penge hos en række private aktører i forsøget på at bevare deres holdundervisning i filosofihistorie.

Som følge af besparelser er flere hold blevet slået sammen, så de nu sidder op mod 70 elever til en undervisning, der er tiltænkt en gruppe på 30.

”Vi er så mange på holdet, at det, som er selve meningen med seminaret, nemlig at have en bred diskussion, er umuligt. Derfor forsøgte vi at samle penge til, at vi kunne få et eksternt seminar”, forklarer Andreas Sidenius.

Eleverne havde regnet ud, at hvis de kunne indsamle 14.400 kroner, kunne de lave to hold a 30 elever. Undervisningen skulle foretages af kandidatstuderende.

Ekskursionstur skal betales af egen lomme
For de studerende på Europæisk Etnologi var det egenbetalingen til en vigtig ekskursionstur, der fik dem til at søge økonomisk støtte hos private aktører.

Tidligere årgange har modtaget støtte til deres ekskursionsture fra instituttets egen rejsepulje, men på grund af nedskæringerne på Københavns Universitet er samtlige støttepuljer på instituttet blevet nedlagt.

Ekskursionsturen er dog fortsat en central del af uddannelsen, men nu må de studerende selv finansiere alle udgifterne til turen.  

”Hele kurset er rettet mod denne her tur, og empirien fra turen skal bruges i eksamensopgaven. Så jeg synes, at det er problematisk, at en vigtig del af kurset kræver en så høj grad af egenbetaling, som vi nu ikke længere kan søge støtte til på instituttet”, forklarer Kirsten Skovsted, der var en af initiativtagerne bag etnologernes ansøgning.

Afslag på afslag
De studerendes forsøg på at selv finansiere deres undervisning blev dog i begge tilfælde afvist af DM Studerende.

”Vi kan ikke som fagforening gå ind og begynde at privatfinansiere vores universitetsuddannelser. Det er et sidespor, hvis civilsamfundsorganisationer begynder at finansiere det offentlige uddannelsessystem”, mener Gry Inger Reiter.

Og det er ikke første gang, at Andreas Sidenius og hans medstuderende på Filosofi møder det argument.

”Alle de steder, vi har søgt, har vi fået afslag med den samme begrundelsen, nemlig at de ikke kan hjælpe os, da det er en ting, som universitetet skal stå for. Derfor er projektet desværre ikke blevet til noget”, siger den filosofistuderende.