Dagbog fra en fyringsrunde

28. august 2015
Det er jo helt vildt. 8,7 mia. kr. skal der spares på uddannelsesområdet over fire år! Men vi kan sagtens stramme op, for vi er “kornfede”, siger Esben Lunde Larsen. Det er forkert, og det må han være klar over. Hans ministerium må da have regnet på konsekvenserne. Det bliver meget alvorligt, det her, hvis det allerede skal ske til næste år.

8. december 2015
Det er dagen, hvor KU’s bestyrelse vedtager det endelige budget. 300 mio. kr. skal der spares på hele universitetet, og i Fællesadministrationen skal vi finde 75 mio. kr.

Vi er glade, loyale og stolte over vores job. Vi står op hver morgen for at skabe den bedste kvalitet for de studerende, ikke det modsatte. Vi hopper, når regeringen siger hop. Men nu skal vi tænke i opgavebortfald. I ydelser, vi ikke længere kan levere til de studerende, længere sagsbehandlingstid, dårligere kvalitet. Tænk, hvis man gjorde det modsatte. Tænk, hvis man droppede kontrol og nedskæringer. Hvilken energi, engagement og motivation ville man få, hvis man satte vores del af den offentlige sektor fri?

13. januar 2016
Universitetets ånd er nye tanker, ny viden, nye metoder. Et sted med højt til loftet. Men man hensætter alle de ansatte til kælderen, kalder vores arbejdsplads kornfed, og man skærer så mange stykker af salamien, som 500 millioner svarer til.

Jeg holder frokostmøde for AC’erne i min afdeling, og fremmødet er usædvanligt stort. Jeg har skrevet ud, at de skal komme og høre på mig, men håber i virkeligheden at høre, hvordan de har det. Og det er tydeligt og naturligt, at kollegerne har et kæmpe behov for at blive hørt. De fortæller, at de savner at høre deres egen stemme i processen. Det er faktisk den opgave, jeg har som tillidsrepræsentant. Deres synspunkter går via mig til SU. Det er jo også det, jeg gør, men i en situation som den her er der et ekstra stort behov for kommunikation.

Selvfølgelig er der også folk, der spørger, hvor mange der ønsker fratrædelsesaftaler. Men jeg ved ikke noget, og jeg har ikke fået noget at vide af ledelsen. Man er bange for at skabe unødig uro.

Jeg vil ikke kalde stemningen opgivende, men det er klart, at jeg er på en såret arbejdsplads. Folk er usikre på, hvad vi skal stille op. Hvad vil der ske? Hvad med kompetencerne og kvaliteten?

19. januar 2016
Afværgeperioden er slut, og vores vicedirektør fortæller mig, at ingen på vores afdeling har bedt om en frivillig fratrædelsesaftale. Ingen! Ud af 110 kolleger ønsker ikke én eneste at komme videre. Det havde jeg selvfølgelig ikke håbet, men omvendt må jeg bare konstatere, at vi er en afdeling, hvor tilbuddet om frivillig fratrædelse ikke har været så attraktivt. Nu skal vi sige ufrivilligt farvel til fem kolleger, som skal afskediges, ud af i alt tolv personer i Fællesadministrationen.

Vi er en afdeling, hvor folk har lyst til at være – ikke fordi de ikke kan få andre job, men fordi de aktivt vælger stedet til. Vi er ganske vist mange generalister i Uddannelsesservice, men vi er generalister, der er her for netop at arbejde med uddannelse og studerende.

11. februar 2016
Det er store fyringsdag. I dag er turen kommet til os. Fire vicedirektørområder i Fællesadministrationen har formået at finde alle de påkrævede besparelser uden at skulle afskedige medarbejdere. Men i fire andre områder sidder alle ansatte parat foran deres computere. Jeg tror, at de fleste er nået dertil, hvor de bare vil have det overstået. Der har været afskedigelser også tirsdag og onsdag på resten af universitetet, og i det hele taget har processen været i gang frygtelig længe.

På forhånd ved jeg ikke, hvem de fem kolleger er. Sådan er reglerne. I princippet kan du gå helt anonym gennem det her, så onsdag middag skriver jeg til alle, at de skal kontakte mig, hvis de bliver kaldt til samtale. Hvis de altså ønsker det, for man kan også vælge en kollega som bisidder. Eller sin mand eller kone for den sags skyld. Det vigtigste for mig er, at man tager en bisidder med til samtalen.

Ret hurtigt begynder de, der er blevet indkaldt til samtale, at skrive og ringe til mig. I løbet af formiddagen taler jeg med fire ud af de fem og er bisidder til tre af samtalerne. Ud over de formelle ting, som skal gennemgås, har jeg bestemt, at jeg mest af alt vil lytte og fornemme, hvad der er behov for. Alt er jo nærmest gyldigt i den her situation. At “kaste med bordene”, blive vred eller græde. Men alle reagerer afmålt.

Vores vicedirektør er ret formel under samtalerne. Hun er ikke lavet af sten, men det er en bunden opgave og ikke en situation, hvor vi sidder og diskuterer. Hun gennemgår kort baggrunden for, hvorfor vi er der, de ændrede økonomiske vilkår, og at den pågældende på baggrund af en samlet vurdering er blandt dem, der kan undværes. Og så giver hun en kuvert med parthøringsbrevet og et tilbud om et outplacementforløb.

Jeg kan sige uden nogen form for tvivl, at mine kolleger ikke var blevet bedt om at forlade arbejdspladsen under normale omstændigheder. Det er højt skattede og dygtige folk, og man vil mærke det både fagligt og kollegialt, at de ikke er her.

Bagefter har jeg et kort møde med hver enkelt, hvor vi åbner kuverten og gennemgår det formelle. Materialet om outplacementforløbet opfordrer jeg dem til at kigge på, når de er parate. Det er ikke så vigtigt lige nu.

Nogle af dem bliver på arbejde, andre går hjem. Jeg selv går en tur rundt på gangene. På alle kontorer kan man nærmest fysisk mærke, hvad der er foregået. Ledelsen har opfordret til, at vi ikke holder eksterne møder, så vi kan give os selv plads og rum til at reagere. Det tror jeg er rigtig godt set. Det er i orden at være ked af det. Vi skal ikke pakke situationen væk og bare fortsætte, som om intet var hændt, for noget er hændt.

Jeg har selvfølgelig overvejet, hvad min rolle som tillidsrepræsentant er i den her situation. Jeg kan jo ikke redde deres job. Jeg føler også, at jeg er en del af det sikkerhedsnet, som fagforeningerne er, og heldigvis ved jeg, at mine kolleger føler det samme. I den konkrete situation er jeg om ikke andet med til at sikre, at tingene foregår på en ordentlig måde, og ellers handler det om at støtte og lytte.

12. februar 2016
Vores afdeling holder fællesmøde, og stemningen er ret trykket. Det er meningen, at vores vicedirektør skal sige nogle ord om forløbet, fortælle lidt om sine overvejelser om fremtiden og så ellers svare på spørgsmål.

Jeg har frygtet, at folk ville være fuldstændig stille. Det er de også først. Man så er der summen i grupper, og spørgsmålene begynder at melde sig: Hvad sker der nu? Hvilke opgaver falder bort? Hvornår får vi noget at vide? Jeg tror, formålet med mødet dybest set er, at vi skal se hinanden i øjnene. Dagen før var der ikke nogen, der havde lyst til at blive kaldt til møde. Men i dag tror jeg, at vi alle sammen gerne vil se vicedirektøren. Der er et stort behov for at få udstukket en retning, så vi kan komme videre.

Man kan godt gå og drømme om en virkelighed, hvor man bare kan koncentrere sig om at løse sine opgaver. Men det er ikke slut nu. Vi skal finde 200 mio. kr. mere frem mod 2019. Heldigvis ser det ikke ud til, at vi skal igennem endnu en tilpasningsrunde, men man kan jo aldrig vide.

Jeg tror, at både de afskedigede og de tilbageblevne nu deler sig i to grupper. Nogle kommer hurtigt videre, men andre vil få brug for hjælp til at finde ud af, hvad der nu skal ske. Og der skal jeg forsøge at hjælpe så godt som muligt, og her har hele DM en rolle.