Tv-historike­rens bugtede vej til museums­jobbet

Ingeniører får job. Sygeplejersker får job. Men nyuddannede historikere, der vil ind i museumsbranchen, får ikke noget, de æder sig frem millimeter for millimeter. Det har været læren og erkendelsen for Trine Halle, lige fra hun sad i Direktoratet for FødevareErhverv og behandlede ansøgninger om EU-landbrugsstøtte, og til hun for første gang kunne sætte sig ved det tunge skrivebord i Magasin du Nord Museums kontor og underskrive sig “museumsinspektør”.

Trine Halle, som DR K-seere i dag kender som fast paneldeltager i “Historiequizzen”, var som uddannet historiker med speciale i museologi ikke et sekund i tvivl om, at hun ville være “museumsdame”, som hun selv kalder det. Men det skulle blive en møjsommelig vej, som først for alvor gik i den rigtige retning, da hun selv tog greb om den.

To ting stod klart, da hun stod med kandidatgraden i hånden: Hun ville gerne være museumsinspektør, og hun ville ikke være arbejdsløs. Men da man som bekendt ikke kan blæse med mel i munden, kom det i første omgang til at handle om at få et job. Bare et job.

Ansøgninger om landbrugsstøtte
“Jeg søgte naturligvis en masse museumsjob uden en jordisk chance for, at jeg skulle komme til samtale. Så jeg tænkte, at jeg bare måtte holde hjulene i gang, til chancen bød sig. Og så var der den der annonce til et bureau, der skulle bruge vikarer. Der stod ikke til hvad, men der var ansættelse med det samme”, fortæller Trine Halle.

Det viste sig, at vikarerne skulle bruges på Direktoratet for FødevareErhverv, der manglede akademikere til at behandle ansøgninger fra landmænd, der gerne ville have EU-støtte til deres landbrug. Og pludselig fandt hun sig selv blandt 20-30 andre nyuddannede etnologer, fysikere, sprogkandidater med videre, der alle sad og drømte om at være et helt andet sted.

“Jeg prøvede at se det fra den mest positive side, jeg kunne: Som studerende havde jeg haft job på Frilandsmuseet med fokus på landbrugshistorie, og nu var jeg endt med nutidig landbrugshistorie. Så mens jeg sad der i ti måneder og talte med landmænd, hvis accent jeg havde svært ved at forstå, var det med helt røde kinder og tanken: Jeg skal nok komme igennem, jeg skal nok komme igennem!”


Foto: Jakob Carlsen

Et par ord på rette tidspunkt
Trine Halle kom igennem. Efter ti måneder havde hun held til at få et uopslået vikariat i Gyldendals marketingafdeling og herefter endnu et vikariat. Så var den turnus slut, og dermed måtte hun bide i det sure æble – i hvert fald ifølge sin egen selvforståelse – og melde sig ledig.

Men det, og så et par ord sagt i det rette øjeblik, var i virkeligheden med til at skabe et lille gennembrud for hendes faglige ambitioner. For efter en måned sad hun i Akademikerhuset med andre ledige magistre for at få lidt inspiration til at komme videre.

“Vi startede med den glimrende øvelse, der handler om at tale fem minutter med sidemanden. Det viser sig, at hun er tilrettelægger ved tv, og jeg udbryder: Det må være spændende, og hvis det nu var et historieprogram – det ville være helt perfekt for mig. Jeg kan så godt se, at hun sidder og kigger lidt på mig under mødet, og bagefter siger hun: Jeg har faktisk en veninde, der er tilrettelægger på et historieprogram. Prøv at kontakte hende”.

En mail og en samtale senere var Trine Halle ansat i virksomhedspraktik i produktionsselskabet, der lavede den store tv-dokumentarserie “Danmark – kyst til kyst”. Hendes job var at researche de historiske baggrundsfakta, der fortælles om i serien.

Tilbage til museerne
“Det var vanvittig sjovt og hårdt – jeg kunne sidde og researche den halve nat, og så kom de næste morgen og sagde: Nej, den historie er lagt ned, nu laver vi noget andet. Men det var alligevel fantastisk. Pludselig var jeg tilbage i det fag, jeg brændte for”.

Serien blev også indgangen til den museumsverden, hun hele tiden havde sigtet efter. Hun skulle arrangere et interview med en inspektør på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør. Igen var det en bisætning fra hoften, der banede vejen.

“Vi talte hyggeligt i telefonen, og så bliver jeg modig og siger: Jeg har læst, at I er ved at bygge nyt søfartsmuseum. Min største drøm er at komme på museum – har I brug for hænder? Og så havde de faktisk talt om, at de skulle bruge en assistent”.

I første omgang blev det et løntilskudsjob, hvor Trine Halle skulle assistere en inspektør med at opbygge udstillingen på det nye søfartsmuseum. Men denne gang var hun ikke til sinds at lade tingene glide sig af hænde igen, når hun endelig havde fået foden inden for døren.

Bød sig til
“Jeg vidste godt, at min stilling ville slutte, men jeg havde arbejdet med undervisning på Frilandsmuseet, så jeg begyndte over frokosten at spørge til, om man havde tænkt sig at lave en undervisningsafdeling. Det havde man, men inspektøren, der stod for det, havde nærmest ikke tid til det. Så jeg bad om et møde og spurgte, om jeg ikke måtte give et bud på, hvordan det skulle se ud – og jeg ville også gerne søge Kulturstyrelsens puljemidler til at finansiere det”.

Pengene kom hjem, og Trine Halle endte med en 3-årig projektansættelse, som hun dog aldrig nåede så langt med. Først blev hun gravid og gik på barsel, og så kom opslaget om stillingen i Magasin du Nord Museum, som hun nu kunne søge med langt mere faglig pondus.

“Jeg hopper rundt i bondekonedragt!”
Når Trine Halle i dag ser tilbage på sit brogede, men trods alt lykkelige karriereforløb, har det i hendes øjne været et springende punkt, at hun har turdet åbne munden og gøre opmærksom på sig selv i nogle – skulle det vise sig – afgørende øjeblikke.

“Jeg har lært, at hvis du ikke siger tingene højt, så sker det ikke. Dengang jeg blev færdig med mit speciale, håbede jeg at få en projektansættelse på Frilandsmuseet. Men det kom helt bag på min chef, at jeg ville være sådan en museumsdame. Og jeg tænkte: hvordan i hede hule helvede kunne du undgå at se det? Jeg har lige skrevet speciale om det, jeg hopper rundt i bondekonedragt og tager alle de vagter, jeg kan få. Resten af min karriere har jeg gjort det til en regel, at jeg altid skal sige tingene højt”.