Udflytninger sker i sidste øjeblik
Mandag flyttede Færdselsstyrelsen til Ribe, men de fleste andre statslige arbejdspladser trækker deres flytning til 2017.
Puslespillet omkring statens udflytninger er ved at tage form. Per 1. februar har Færdselsstyrelsen som den første arbejdsplads fået ny adresse i Ribe. Men en foreløbig opgørelse fra DM´s forhandlingsområde viser samtidig, at det kommer til at vare et år eller mere før de fleste andre nævn og styrelser følger efter.
Af de 21 statslige arbejdspladser, som Dansk Magisterforening har overblik over, flytter 14 først i 2017. Af de 14 har syv skubbet flytningen så langt, som det lader sig gøre inden for de politisk udstukne rammer, det vil sige til de sidste måneder i 2017.
Kun seks af de 21 arbejdspladser har meldt ud, at de flytter i 2016, og en enkelt, Udlændingestyrelsen, har angivet sin flyttedato til starten af 2018.
Forsøger at undgå dræn af ekspertise
DM´s forhandlingskonsulent, Berit Krøyer Rasmussen har tæt kontakt til tillidsrepræsentanterne på de berørte arbejdspladser. Ifølge hende er der flere årsager til, at udflytningerne bliver trukket til det sidste.
”Det er først og fremmest et spørgsmål om at undgå et dræn af ekspertise fra den ene dag til den næste. Hvis arbejdspladsen udskyder flytningen så længe som muligt, er der et håb om, at affolkningen sker drypvist”, forklarer Berit Krøyer Rasmussen.
”Der er også arbejdspladser, som endnu ikke har fundet en egnet bygning på deres nye lokalitet. Og så ser vi en tendens til, at de har knap så travlt med at flytte på de arbejdspladser, hvor ledelserne skal flytte med”, uddyber hun.
Mange usikkerhedsmomenter
Selv om der er sat flyttedatoer på, er det de færreste medarbejdere, der har modtaget et brev fra deres arbejdsgiver, enten med den tørre besked om, at de skal flytte eller med en varsling på grund af væsentlige stillingsændringer.
”Vi får allerede nu mange henvendelser, og vi forventer, at de eksploderer i de kommende måneder. Folk er stadig i tvivl, fx om reglerne for transporttid, eller om hvilke vilkår, der gælder, hvis man flytter sin familie inden arbejdspladsen flytter fra København. Det kan være relevant for børnefamilier, der skal tage hensyn til skolegang,” forklarer Berit Krøyer Rasmussen.
DM´s forhandlingskonsulent oplyser, at det er besluttet at køre en række prøvesager samlet i AC for at sikre medarbejdernes rettigheder fremadrettet.
”Vi forventer at køre en håndfuld sager på den måde for fremadrettet at sikre os, hvilke rettigheder, vores medlemmer har”, siger Berit Krøyer Rasmussen.
DM: Giv medarbejderne en god proces
DM´s formand Camilla Gregersen opfordrer de statslige arbejdsgivere til skabe ro for at sikre en ordentlig proces for de berørte medarbejdere.
De fleste flytter til næste år
Syv ud af de 21 arbejdspladser, som DM har overblik over, har skubbet deres flytning til sidste øjeblik, ultimo 2017:
- Børnerådet
- Danmarks Akkrediteringsinstitution
- Danmarks Evalueringsinstitut
- Energistyrelsen
- NaturErhvervsstyrelsen
- Rådet for Socialt Udsatte
- Søfartsstyrelsen
Andre syv har meldt, at de flytter medio eller primo 2017:
- Arbejdsskadestyrelsen
- Civilstyrelsen
- Energiklagenævnet
- Erhvervsstyrelsen, København
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
- Miljø- og Fødevareministeriets Klagenævn
- Natur- og Miljøklagenævnet