S og Enhedslisten: Troels Lund Poulsen fiflede med udflytningstal
Det kostede under halvdelen af de afsatte 40 mio. kr. at udflytte Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg i 2004, oplyste erhvervsministeren i december. Men faktisk kostede udflytningen samlet mindst 34 mio. kr., afslører svar til Landdistriktsudvalget.
Ifølge Erhvervs- og vækstministeriet kostede det under halvdelen af den afsatte reserve på 40 mio. kr., da Sikkerhedsstyrelsen i 2004 flyttede til Esbjerg.
Det oplyste erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) på et møde i Folketingets Landdistriktsudvalg i december. Dermed kunne Troels Lund Poulsen tilbagevise historier i pressen om, at udflytningen skulle have kostet 500.000 kr. per medarbejder.
”Det er min vurdering, at de tal der nævnes i pressen i disse dage er meget, meget højt sat”, fortalte Troels Lund Poulsen på samrådsmødet.
For da han havde bedt sit ministerium om at gennemgå tallene, var man nået frem til et helt andet resultat.
”Ministeriet skønner at den direkte udflytningsudgift i 2004 landede på knap det halve per arbejdsplads. Det vil sige, at man brugte langtfra den reserve på 40 mio. kr., der var afsat. Den blev derfor anvendt til det helt naturlige ekstraarbejde for styrelsen, som fulgte af den ret alvorlige fyrværkeriulykke i Seest, der skete kort tid efter, at styrelsen var blevet etableret”, lød det fra Troels Lund Poulsen.
Men et skriftligt svar fra Troels Lund Poulsen til Landdistriktsudvalget fra 12. januar afslører, at han på mødet i udvalget ikke videregav alle oplysninger.
Af svaret fremgår det, at det beløb, der knyttede sig til ”selve udflytningen i 2014, altså den direkte udflytningsudgift”, landede på ca. 17 mio. kr. Men i næste afsnit nævner Troels Lund Poulsen, at Sikkerhedsstyrelsen også havde etableringsudgifter, bl.a. en post på ca. 11. mio. kr. til ”opgradering af lejemålets fysiske rammer”. Altså penge, der blev brugt til at gøre Sikkerhedsstyrelsens nye adresse indflytningsklar. Derudover blev der bl.a. også brugt 6 mio. kr. til et nyt it-system.
Dermed lander den samlede udgift til udflytningen på mindst 34 mio. kr. eller ca. 453.000 kr. for hver af de 75 arbejdspladser, der blev flyttet ud.
Socialdemokraternes landdistriktsordfører Magnus Huenicke er forundret over, at ministeren på mødet i december ikke oplyste om de reelle udgifter.
”Man kan jo ikke tage lokaleopgraderinger ud af en udflytningsøkonomi. For det er jo lige præcis noget af det, som koster penge. Udflytningsudgifter er jo netop, at lokalerne skal indrettes, sådan så de kan bruges til formålet”.
Med sin kreative fremlæggelse i udvalget har Troels Lund Poulsen formodentligt forsøgt dække over problemer i regeringens finansiering af sit eget storstillede udflytningsprojekt, hvor der er afsat 400. mio. kr. til 3.900 arbejdspladser, eller lidt over 100.000 kr. per medarbejder, mener Magnus Heunicke.
”Jeg synes det er en meget, meget kreativ fremlæggelse af regnskaberne, han gør brug af. Og han har jo et meget tydeligt politisk sigte med det, nemlig at tale problemet ned og at der formentlig ikke er afsat nok midler til udflytningen”.
Også Enhedslistens Henning Hyllested kritiserer Erhvervsministerens udmeldinger.
”Der nogle faktuelle tal, og de er ikke 17 mio. kr., som han påstår, men mindst 28 mio. kr. til at flytte og etablere. Det er jo utilfredsstillende, at ministeren fifler og kommer med en halvkvædet vise, når medlemmerne af Landdistriktsudvalget prøver at få styr på, hvad der er på spil”.
Enhedslisten: Kom med de reelle tal
Finansminister Claus Hjort Frederiksen har varselt, at han om 14 dage vil fremlægge ”konsoliderede” beregninger af de samlede flytteudgifter, dvs. Finansministeriets efterberegning af de implementeringsplaner, som hver enkelt berørt styrelse og ministerium er blevet bedt om at aflevere.
Allerede nu er der imidlertid forlydender om, at Finansministeriet ikke er tilfreds med de indkomne forslag, og Henning Hyllested vil derfor bede Finansministeriet om at udlevere de enkelte implementeringsudspil til Landdistriktsudvalget.
”De her fiflerier holder jo ikke. De sidder og laver politiske regnestykker, så de passer deres kram, og det er også derfor Finaministeren nu skal ”konsolidere” de bidrag til implementeringen, som kommer fra de enkelte ministerier. Det er bare et andet ord for, at de skal regne på det, så det ikke ser så voldsomt ud, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om”, siger han.
”Derfor skal vi også have tallene fra de enkelte ministerier og ikke bare Finansministeriets konsoliderede tal, så vi kan sammenligne. Om vi så kan få udleveret dem vil vise sig, for pressen har jo foreløbig ikke fået tallene”.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen.