Spring menu over
Dansk Magisterforening

Rokade: De videregående uddannelser får ny minister

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Den nuværende uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) overtager miljø- og fødevareministeriet efter Eva Kjer Hansens exit. Samtidig vender Ulla Tørnæs hjem fra EU-Parlamentet for at blive ny minister for de videregående uddannelser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen bruger Eva Kjer Hansens exit fra regeringens ministerhold til at lave en mindre rokade internt i regeringen.

Det betyder, at den hidtidige uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) overtager miljø- og fødevareministeriet, efter Eva Kjer Hansen på dramatisk vis lørdag blev tvunget til at forlade sin ministerpost - og at Ulla Tørnæs forlader EU-Parlamentet for at blive ny uddannelses- og forskningsminister.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

"Ny miljø- og fødevareminister bliver Esben Lunde Larsen og ny uddannelses- og forskningsminister bliver Ulla Tørnæs, som jeg har valgt at kalde hjem fra Europaparlamentet. Det betyder, at Morten Løkkegaard udtræder af Folketinget for på ny at blive medlem af Europaparlamentet, og at Jakob Engel-Schmidt kommer i Folketinget igen", skriver statsministeren.

Rokaden
Esben Lunde Larsen har stået i spidsen for regeringens besparelser på uddannelses- og forskningsområdet, hvor kritikken fra en bred vifte af aktører har været udtalt.

Nu skal han så overtage det varme sæde i miljø- og fødevareministeriet efter Eva Kjer Hansen - og det glæder den nuværende uddannelses- og forskningsminister sig til.

"Takker for statsministerens tillid og udnævnelse til ny minister. Det er en meget spændende opgave - ikke mindst når man som jeg har siddet i begge udvalg i Folketinget. Glæder mig til samarbejdet med de politiske partier", skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.

Esben Lunde Larsen har ligesom Eva Kjer Hansen været under beskydning løbende siden sin udnævnelse til minister. Mest udtalt har debatten været omkring ministerens ph.d.-afhandling, som har været beskyldt for plagiat og for tiden undersøges af Københavns Universitet.

Men både statsministeren og Esben Lunde Larsen selv afviste, at netop den sag havde noget at gøre med, hvordan rokaden faldt ud.

"Nej, det har det ikke. Jeg afventer med sindsro den undersøgelse, som Københavns Universitet laver, og som jeg selv har bedt dem om at lave", sagde han foran Amalienborg.

Tørnæs: Glæder mig til at vende hjem
Ulla Tørnæs kommer fra en plads i EU-parlamentet, men har tidligere været minister i Anders Fogh Rasmussen skiftende regeringer op gennem 00'erne.

Blandt andet som undervisningsminister og minister for udviklingsbistand. Da hun blev valgt ind i EU-Parlamentet i maj 2014 trådte hun samtidig ud af Folketinget.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og beskæftige mig med et område, hvor jeg har været før. Det bliver spændende, men også en udfordring at vende hjem", sagde hun ved det traditionelle pressemøde foran Amalienborg i forbindelse med større og mindre rokader i regeringen.

DM: Håber på stærk minister
Camilla Gregersen, Dansk Magisterforenings formand, ønsker Ulla Tørnæs tillykke med udnævnelsen og glæder sig til samarbejdet med hende.

Men DM-formanden understreger også, at der er mange vigtige emner på spil i den uddannelses- og forskningspolitiske verden lige nu - herunder at sikre kvaliteten i uddannelserne og den kommende reform af bevillingssystemet, det nuværende taxametersystem.

"Jeg glæder mig til at høre, hvilke visioner og planer den nye minister har for forsknings- og uddannelsesområdet. Vi har en stor og solid viden om forskning og uddannelse i Dansk Magisterforening, da vi har mange medlemmer, som forsker og underviser ved universiteterne, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne. Så vi kommer meget gerne med input til ministeren. Jeg håber, at Ulla Tørnæs bliver en stærk minister, der vil kæmpe for, at der ikke skal ske fortsatte besparelser indenfor hendes ressortområde", siger Camilla Gregersen.