Spring menu over
Dansk Magisterforening

Mange studerende dropper ud for at undgå uddannelsesloft

Af Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Hver fjerde studerende, der overvejer at skifte studie, forventes at droppe ud for at undgå det vedtagne uddannelsesloft, lyder det i svar fra tidligere uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

Skønnet er, at omkring hver fjerde af de studerende, der skulle rammes af det nye uddannelsesloft, dropper ud af studiet uden at afslutte det, lyder det i svar fra tidligere uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) på spørgsmål fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Uddannelsesloftet blev vedtaget mandag af Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og forhindrer studerende i at tage en ny uddannelse på samme niveau eller lavere end den, de allerede har gennemført.

Andrea Dalsgaard Pedersen er én af dem, der bliver berørt af loftet, skriver hun i et debatindlæg i Politiken.  Hun var blevet vejledt til at færdiggøre sin bachelor i dansk med sidefag i psykologi for at få mest muligt merit, når hun til sommer søgte ind på drømmeuddannelsen på bacheloren i psykologi. Men det sætter loftet nu en stopper for.

"Vi er nu låst fast på en uddannelse, vi ikke ønsker. Det er en dårlig samfundsmæssig investering og helt absurd”, skriver hun i sin kritik af uddannelsesloftet.

Under halvdelen bliver ramt
Ifølge Uddannelsesministeriet rammer uddannelsesloftet 2.200 studerende, som forventes at ville starte på en ny videregående uddannelse på samme eller lavere niveau end deres afsluttede. Det vil dermed være omkring 550 studerende, der skønnes at afbryde deres nuværende studier.

Derudover forventer ministeriet, at 30 procent kan få dispensation, udover to andre undtagelser fra loftet, skriver Altinget. Det betyder, at uddannelsesloftet i første omgang kommer til at ramme omkring 1.000 personer.