Spring menu over
Dansk Magisterforening

Politikere og erhvervsliv kræver serviceeftersyn af 7-trinsskalaen

Af Jakob Elkjær
Del artikel:

Den nuværende karakterskala er for unuanceret og fører til for mange topkarakterer, lyder kritikken.

Såvel politikere som Dansk Industri vil gå 7-trinsskalaen efter i sømmene med et serviceeftersyn, skriver Berlingske.

Den er for unuanceret, fører til for mange topkarakterer og gør det umuligt at belønne de enestående præstationer, som det var muligt med 13-skalaen, lyder kritikken blandt andet.

Ifølge Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, er der et problem med "den grundlæggende tankegang" bag den nuværende skala.

"Det er blevet en fejlfinderskala, hvor man ikke længere kan bedømme den usædvanlige og selvstændige præstation, som man kunne med 13-tallet", siger han til Berlingske.

Ønsket om et serviceeftersyn kommer også fra SF, Alternativet, Enhedslisten og de Radikale, der alle savner en grundlæggende diskussion af karaktersystemet og som ønsker flere muligheder for at lave bedømmelser, som ikke bygger på tal.

Censor og tidligere overlæge Poul Jørgen Ranløv mener, at det var forkert, at droppe 13-skalaen. 16 procent af de beståede eksamener på universiteterne bedømmes ifølge Berlingske med karakteren 12, og det er for unuanceret, mener han.

"Der mangler gradueringer i toppen af skalaen. Før var der 13, 11 og måske 10. Nu er der kun 12. Det gør det svært, at få adskilt de virkeligt gode fra de rigtigt gode og dem, der bare er gode. I dag får de 12 alle sammen", siger Poul Jørgen Ranløv.

Vi producerer embedsmænd, bogholdere
Kulturantropolog på Aarhus Universitet Rane Willerslev, har tidligere kritiseret korrekthedskulturen på de danske uddannelser. Til dagbladet Information siger han, at 7-trinsskalaen forstærker den kultur.

”De studerende er meget bevidste om, hvad det kræver at få 12 – det handler om ikke at lave fejl. De opgaver, man får fra de dygtigste studerende, er sikre opgaver; godt håndværk, som ikke er innovativt,” siger han.

Topkarakteren 12 gives i dag for en besvarelse med »ingen eller få uvæsentlige mangler«, og det gør det svært at tænke nyt, mener Rane Willerslev.

”Hvis vi er enige om, at vi skal leve af innovation i Danmark – af folk der får gode ideer – så har vi skabt den helt forkerte uddannelseskultur. Lige nu producerer vi embedsmænd. Bogholdere,” siger han til Information.

7-trinsskalaen blev indført i 2007.