Spring menu over
Dansk Magisterforening

Universiteter kæmper med plagiering

Del artikel:

Er det bevidst snyd eller skyldes det uklare regler, når studerende copy-paster eller skriver enslydende konklusioner? Plagiering er et voksende problem på universiteterne, og både undervisere og studerende savner retningslinjer.

Op imod 25 procent af de studerende på landets universiteter har på et tidspunkt skrevet bevidst af eller handlet i strid med god akademisk praksis mod bedre vidende.

Sådan lyder vurderingen fra Niels Vogensen, der indtil for nylig arbejdede som konsulent med speciale i snyd på samfundsvidenskab på Syddansk Universitet.

Tallet er ikke taget ud af den blå luft. Det er hentet fra amerikanske og tyske undersøgelser, men der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes i Danmark, mener specialisten.
Og han får opbakning fra landets øvrige universiteter.

Ikke altid snyd
I 2013 og 2014 registrerede CBS fx årligt 168 sager, mens der i 2011 kun blev fundet 47.
På DTU kørte lektor Phillip Bille plagiatkontrol sidste år på et kursus på Institut for Matematik og Computer Science. Han kunne konstatere snyd i 10 procent af alle afleveringerne. På et andet kursus måtte DTU forbyde 25 studerende at gå til eksamen, fordi de blev taget i at plagiere software fra andre studerende på nettet.

Men ikke al plagering er bevidst snyd, og ikke alle plagierende studerende er kriminelle, understreger Niels Vogensen. Han giver en række eksempler.

”En studerende glemmer at henvise til sig selv som kilde, selv om han copy-paster fra en opgave, han selv har skrevet tidligere på studiet. To studerende diskuterer en opgave og ender med nærmest enslydende afsnitsoverskrifter og konklusioner. Andre anvender fælles noter fra dropbox. Der er tilfælde af ren snyd, men der er også rigtig mange gråzoner. Hvad betyder det fx helt præcist, når en eksamensvejledning angiver, at alle hjælpemidler er tilladt”? spørger Niels Vogensen.

Forskellige sanktioner
Det er med plagiering som med doping. Der bliver konstant opfundet nye midler, som kontroltests ikke kan afsløre.
Samtidig er originalitetsbregrebet under forandring. Niels Vogensen peger på, at sampling i musik fx er blevet anerkendt, at kopiprodukter er stærkt udbredte og at mange internetkilder er åbent tilgængelige for alle. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de studerende indimellem kan komme i tvivl om, hvad der er tilladt.

Men også underviserne savner retningslinjer.
Aarhus Universitet lader mange gå om og bortviser kun studerende i meget grelle sager. Syddansk Universitet giver sanktioner i alle påviste sager om uregelmæssigheder. CBS gør lidt af hvert.

”Der er i dag meget forskellige holdninger til, om det skal koste en advarsel, en eksamen eller en bortvisning at copy-paste halvanden sides teori,” konstaterer Joshua Kragh Bruhn, der er informationsspecialist på CBS.

DTU-lektor Phillip Bille mener, man skylder de studerende at sætte ind mod plagiatsager med en fælles holdning til sanktioner.
”De studerende risikerer at blive udsat for en enorm forskelsbehandling, fordi underviserne tager plagiering mere eller mindre alvorligt. På alle andre områder forsøger vi at kvalitetssikre vores uddannelser og gøre dem til en mærkevare, det bør vi også her", siger Phillip Bille.