Dansk Magisterforening

Rektor: Vi kan ikke spare os til regional udvikling

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Camilla Wang, rektor på University College Sjælland, har på blandt andet det sociale medie Twitter været meget aktiv i debatten om besparelser på uddannelsesområdet. Hun har svært ved at se, hvordan regeringen vil kombinere regional udvikling med den spareplan, der foreligger for uddannelsesområdet.

Da uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) over for akademikerbladet.dk understregede, at han vil holde øje med det regionale uddannelsesudbud, da han ikke vil lade professionshøjskolerne lukke mindre uddannelsessteder for at leve op til sparekravene, så en forbløffet Camilla Wang, rektor på University College Sjælland (UCSJ), til fra sidelinjen.

Hun mener grundlæggende, at argumentationen fra ministerens side er bagvendt, da sparekravet jo netop stammer fra ham - og ikke er noget, som professionshøjskolerne selv har lagt op til.

"Jeg har ikke interesse i at lukke uddannelsessteder. Jeg har talt meget om, at der skal åbnes mere og ikke mindre. Så ingen behøver at holde øje med mig, fordi det jo ikke er mig, men grønthøsterbesparelsen, der kan lukke uddannelsessteder", siger rektoren til akademikerbladet.dk.

Besparelse ≠ udvikling
UCSJ-rektoren er grundlæggende mystificeret over, at hun og de andre rektorer på de regionale professionshøjskoler tvinges ud i besparelser, når de i forvejen har svært ved at få tingene til at løbe rundt.

Camilla Wang peger på, at regeringen i virkeligheden med sine modsatrettede udmeldinger omkring regional udvikling ender med at gå to skridt frem for så at gå to skridt tilbage.

"I sidste ende må det være det politiske system, der har ansvaret for at skabe rammer, der kan gøre det muligt at løfte yderområderne. Hvis man taler om udflytning af statslige arbejdspladser og regional udvikling, men samtidig tvinger de regionale uddannelser til at spare, så er man jo sådan set lige vidt", siger hun og går i rette med ministerens kommentar om, at professionshøjskolerne "har trukket kortet om, at det er dyrere at være til stede regionalt":

"Så det handler ikke om at trække et regionalt kort, men om at det vil være utroligt svært at løse vores opgave ude i yderområderne - ikke mindst her i Region Sjælland - hvis besparelserne bliver som fremført."

Leverer arbejdskraft til velfærdssamfundet
Mens universiteternes generelt har haft større tendens til at centralisere uddannelsesudbuddet, så leverer professionshøjskolerne i vid udstrækning vital arbejdskraft, der holder velfærdssamfundet kørende i lokalområderne.

"Professionshøjskolerne uddanner i et meget lukket regionalt kredsløb. Vi rekrutterer 75-80 procent i egen region, og to år efter endt uddannelse arbejder 75-80 procent i samme region, hvor de blev uddannet", forklarer Camilla Wang om professionshøjskolernes eksistensberettigelse og udtrykker bekymring over, hvad besparelserne kan komme til at betyde:

"Man hiver tæppet væk under nogle erhvervsudviklingsmuligheder, men det er også med til at fjerne det regionale rekrutteringsgrundlag på nogle af kerneopgaverne i vores velfærdssamfund."