Spring menu over
Dansk Magisterforening

Novo Nordisk tordner mod forskningsbesparelser

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Regeringens besparelser på forskning kan i sidste ende tvinge Novo Nordisk ud af landet. Så dyster lyder udmeldingen fra medicinalgigantens koncerndirektør for forskning.

Novo Nordisk kaster sig nu direkte ind i debatten om de stærkt kritiserede besparelser på forskningen, som regeringen lægger op til med sit finanslovsforslag.

I et fælles debatindlæg med Dansk Erhverv kritiserer medicinalgiganten besparelserne og peger på, at det vil være direkte skadeligt for erhvervslivet og beskæftigelsen.

Over for Berlingske Business uddyber Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning hos Novo Nordisk, sin kritik.

"I Novo Nordisk finder vi to tredjedele af vores kolleger fra de store universiteter i hovedstadsregionen. Hvis værdikæden med offentlig forskning og uddannelse af høj kvalitet ikke er intakt, bliver det fremover svært for mig at retfærdiggøre over for min ledelse og bestyrelse, at Danmark er det rigtige sted at placere hovedparten af vores forskning", lyder den dystre udmelding.

Afviser kritikken
Både uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) og erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) peger på, at regeringen skal få den offentlige økonomi til at hænge sammen, og Esben Lunde Larsen påpeger samtidig på, at virksomhederne må "udvise samfundssind".

Desuden mener uddannelses- og forskningsministeren, at kritikken er helt uden af proportioner.

"Jeg synes, man skal have proportionerne på plads. Det bliver jo vanskeligt for Novo at finde et andet land, der ligger lige så højt som Danmark, når det kommer til investeringer i den offentlige forskning. Det er jo ikke sådan, at vi bliver et u-land, fordi vi laver den her besparelse. Men forskning er ikke den eneste måde, man fremtidssikrer et samfund. Derfor synes jeg, at det er at gå vidt i kritikken", siger Esben Lunde Larsen til Berlingske Business.

Fastholder kritikken
Selv om begge ministre understreger, at de naturligvis tager kritikken fra medicinalgiganten og Dansk Erhverv alvorligt, så lader det ikke til at få dem til at ryste på hånden.

Og det lader heller ikke til, at ministrenes udmeldinger ændrer på kritikpunkterne for Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning hos Novo Nordisk.

"Vi har haft et rigtigt godt momentum i den danske universitetsverden de senere år, men det, som tager 10 eller 20 år at opbygge, kan man faktisk nedbryde i løbet af en enkelt sæson. Det tabte momentum, som en stor nedskæringsrunde vil resultere i, kan betyde, at fødekæden bliver brudt," påpeger han.