Spring menu over
Dansk Magisterforening

Rektor-formand: Det bedste, jeg realistisk havde forestillet mig

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Anders Bjarklev, der er rektor på DTU og formand for rektorkollegiet i Danske Universiteter, er glad for de frihedsgrader, universiteterne tildeles med fredagens aftale om justering af fremdriftsreformen.

Vi har bedt om at få flere frihedsgrader, og det synes vi faktisk, at vi har fået. Det er langt bedre end det, vi har haft hidtil. Det allerbedste er måske, at det rummer nogle muligheder for, at vi kan lave individuelle løsninger på de enkelte institutioner”.

Sådan lyder de rosende ord fra Anders Bjarklev, der er rektor på DTU og formand for rektorkollegiet – og dermed talsmand for – Danske Universiteter, efter at regeringen, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Konservative fredag blev enige om en række justeringer af fremdriftsreformen. Det kan selvfølgelig altid blive bedre, men grundlæggende er DTU-rektoren glad for aftalen.

”Det allerbedste, jeg kunne have forestillet mig, var, at man fjernede hele pakken, så vi ikke havde fremdriftsbøden hængende over hovedet. Men det her er nok det bedste, jeg realistisk havde forestillet mig”, siger rektor-talsmanden.

Vi tager gerne ansvar
Anders Bjarklev medgiver, at det selvfølgelig også flytter ansvaret for at sørge for, at de studerende når hurtigere gennem uddannelsessystemet over på hans og de andre universitetsrektorers skuldre.

”Det er godt, at vi selv kan fastsætte nogle af de her ting, også selv om det selvfølgelig pålægger os et ansvar. Men det er vi normalt ikke så kede af, så længe vi får de fornødne frihedsgrader til at agere inden for det”, forklarer han.

Desuden glæder DTU-rektoren sig også over, at de ikke kun er universitetsledelserne, der har fået mere frihed – også de studerende får mere frihed.

”Jeg synes, det er godt, at de studerende selv skal gøre nogle ting og får noget ansvar for deres egne forløb. Det er jeg sikker på, at de sagtens kan håndtere”, siger han.

Her er de seks justeringer af fremdriftsreformen:

  1. Ophævelse af det centrale krav om tilmelding til fag og prøver (60 ECTS-point)
    Det bliver ikke længere obligatorisk, at studerende skal tilmeldes fag og prøver svarende til et fuldt studieår. Studerende kan igen også få mulighed for at framelde sig eksaminer. Fremover kan institutionerne selv vælge, om der skal være regler for, hvor mange fag de studerende årligt skal tilmeldes.
  2. Mulighed for studieaktivitetskrav
    Universiteterne får mulighed for at fastlægge et studieaktivitetskrav på op til 45 ECTS-point per studieår på alle eller enkelte uddannelser.
  3. Mulighed for løbende karaktergivende prøver og fremlæggelser
    Universiteterne får mulighed for at beslutte, at studerende for eksempel skal aflevere skriftlige opgaver i løbet af undervisningen, og at bedømmelsen af disse kan indgå som en del af den samlede karakterfastsættelse sammen med den afsluttende prøveafholdelse i faget.
  4. Forbedrede muligheder for studerende, der er iværksættere eller formænd i frivillige ungdomsorganisationer
    Studerende, der også er iværksættere, får bedre mulighed for undtagelse for universiteternes eventuelle regler om tilmelding til fag, prøver eller studieaktivitet. Det samme gælder for studerende, der sideløbende med studiet er formænd for frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Samtidig står der også i aftalen, at forligspartierne lægger vægt på, at er gode muligheder for studieophold i udlandet, praktikforløb og projektorienterede forløb "uden at det medfører unødige forsinkelser i studiet".
  5. Faglig relevant merit ved studieskift
    Aftalen præciserer, at eventuel merit fortsat altid skal vurderes af uddannelserne, og at merit skal være fagligt relevant.
  6. Forbedrede muligheder for faglig supplering for ansøgere til kandidatuddannelser
    Universiteterne får mulighed for at udbyde op til 30 ECTS faglig supplering til ansøgere til kandidatuddannelser, såfremt ansøgeren samtidigt opnår betinget optagelse til en kandidatuddannelse. Fremover finansieres suppleringen som før 2012 med deltidstaxameter fra staten og delvis deltagerbetaling.
    Kilde: www.ufm.dk