Spring menu over
Dansk Magisterforening

Esben Lunde tordner mod KU før forhandlinger

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Torsdag begynder forhandlingerne om de bebudede justeringer af fremdriftsreformen. Tidligere på ugen fremlagde regeringen sine seks konkrete bud på justeringer. Men én ting er sikkert: Kravet om fremdrift forsvinder ikke.

Ledelsen på Københavns Universitet (KU) taler for døve øre i uddannelses- og forskningsministeriet, når den i et debatindlæg på Universitetsavisen taler for, at der stadig følger en fartbøde med den øgede frihed, som regeringen mandag lagde op til.

Forud for forhandlingerne om en justering af den omdiskuterede fremdriftsreform, som begynder torsdag, går uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen på sin Facebook-side i rette med netop KU's ledelse. Han køber nemlig ikke deres præmis med, at al forsinkelse straffes.

"Lad mig lige slå fast, at når fremdriftsreformens mål er nået i 2020, vil studerende i gennemsnit stadig kunne være i snit 9,4 måneder længere om deres studium, end det er normeret til at tage. Og de studerende på Københavns Universitet kan faktisk i gennemsnit være mere end 11 måneder forsinkede, uden at universitetet får en bøde fra staten. Oven i hatten kan studerende få SU et år længere, end deres studie er normeret til", skriver han.

LÆS OGSÅ: DM: Ansvaret tørres af på universiteterne

Fokusér på at få nedbragt studietiden
Ministeren skriver samtidig, at han har lyttet til kritikken og glæder sig til at få justeret reformen, men at han stadig holder fast i kravet om, at den gennemsnitlige studietid skal nedbringes.

Og netop her mener Esben Lunde Larsen, at KU har en stor opgave internt for at kunne leve op til kravene til fremdrift, der skal være nået i 2020.

"Så jeg vil opfordre KU's ledelse til at fokusere på, hvordan den i de fem år, der er tilbage til at nå fremdriftsreformens mål, bruger sit krudt på at forandre uddannelseskulturen og tilrettelægge undervisningen, så man kan gennemføre sit studium hurtigere, frem for at holde fast i, at de studerende skal kunne bruge uendelig lang tid på at komme igennem studierne", understreger han.

LÆS OGSÅ: Her er regeringens seks på, hvor fremdriftsreformen skal justeres