Nationale standarder skal fremme ligestillingen
ISO-certificering er vejen frem for ligestilling i danske virksomheder, mener Özlem Cekic, folketingsmedlem for SF. Hun vil præsentere ideen for både erhvervs- og ligestillingsministeren.
Og det er en klar mangel, fastslår Özlem Cekic, folketingsmedlem for SF og medlem af Folketingets ligestillingsudvalg.
”Det er en rigtig god idé med en standardisering, for vi har brug for, at virksomhederne tager et langt større ansvar i forhold til at skabe lige forhold mellem mænd og kvinder”, fastslår hun.
Özlem Cekic mener, at mange af de udfordringer, som ligestillingen stadig står overfor i Danmark, vil kunne få øget opmærksomhed, hvis virksomheder og organisationer kan opnå en certificering, som de kan profilere sig på efterfølgende.
”Vi glemmer tit, at rigtigt mange virksomheder gerne vil brande sig på, at de har ligestilling, så derfor er det oplagt at gå den her vej. Hvis vi indfører officielle standarder, vil vi også få opmærksomhed på sexchikane på arbejdspladserne, på hvordan talentmassen i en virksomhed bliver brugt, og hvordan magtorganerne fungerer. Og vi vil også få virksomhederne til i højere grad at have fokus på muligheder for mænds barsel og for lige løn for samme arbejde og samme værdi af arbejdet”, siger hun.
Vigtigt signal overfor udlandet
SF-politikeren vil rejse spørgsmålet om standarder for ligestilling overfor både erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og for den radikale ligestillingsminister, Manu Sareen.
Sidstnævnte var Özlem Cekic i debat med i slutningen af januar på et samråd om netop ligestilling. Og her lagde ministeren ikke fingre imellem overfor SF’eren, som han kritiserede for kun at tillægge lovmæssige tiltag værdi.
”Når ministeren siger, at ligestilling ikke kun handler om lovgivning, så siger jeg nu nej, det gør det ikke. Her har du et redskab, som ikke kræver lovgivning, vil du bakke mig op i det?”, siger hun.
Özlem Cekic er ikke alene om at gå ind for certificering af ligestilling i dansk erhvervsliv. Susanne Hoeck, stifter af kvindenetværket WOW-Exenet, businessblogger om køn og diversitet gennem mange år og nu chef for Ledelseseksperimentarium hos Lederne, ser også flere fordele ved at indføre en form for ranking eller standarder for ligestilling.
”Der er ingen tvivl om, at en form for ligestillingsindeks vil batte, fordi mange af de udenlandske kunder, som handler med danske virksomheder, begynder at se på den slags. De store revisions- og advokathuse i Danmark er meget bevidste om, at køn og diversitet bliver en vigtigere faktor fremover, så en dansk certificering af ligestilling er rigtig interessant at arbejde videre med”, fastslår hun.
Ligestillingsminister Manu Sareen er i disse dage i New York for at deltage i FN’s Kvindekommissions samling, hvor han i sin egenskab af både dansk ligestillingsminister og formand for Nordisk Ministerråd for Ligestilling 2015 skal debattere både kvinders og mænds rolle i ligestillingsarbejdet. Han har derfor ikke haft mulighed for at forholde sig til Özlem Cekic’s idé om certificering af ligestilling i de danske virksomheder.
Læs mere i DM Privat nr. 1, der lige er udkommet.