Spring menu over
Dansk Magisterforening

SDU-stude­rende fanget i blindgyde

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Flere hundrede SDU-studerende i Odense kan ikke færdiggøre den uddannelse, de var blevet stillet i udsigt. Dimensionerings-politik og fremdriftsreform tvinger dem til Århus eller Esbjerg i alternative studieretninger.

Det lød som en spændende kombi-uddannelse med masser af jobperspektiver. Men i dag føler de bachelorstuderende i markeds- og ledelses antropologi ved SDU sig nærmest taget ved næsen. Der bliver nemlig ingen kandidatoverbygning på uddannelsen, og de muligheder, der er tilbage, hvis de vil gennemføre en kandidatuddannelse er meget begrænsede og har slet ikke samme profil.

Bacheloruddannelsen blev oprettet i 2012 med det formål at lave antropologisk business-uddannelse med særligt internationalt fokus, herunder et obligatorisk udlandsophold på femte semester.

For Mie Jensen lød det som et drømmestuide, og hun søgte ind og blev optaget i 2013.

”Jeg vidste godt, at der endnu ikke var oprettet en kandidatuddannelse, men vi følte os helt sikre på, at den ville komme. Den her linje er den eneste i Danmark, der kombinerer de her aspekter af økonomi og antropologi,” fortæller hun.

På SDU var det da også hele tiden meningen, at kandidatudannelsen skulle være klar til når de første bachelorer blev færdige, så de ville kunne fortsætte med kandidaten med det samme. Men stik imod forventningerne blev kandidatuddannelsen ikke godkendt af Uddannelsesministeriet, hverken i første forsøg i 2013, andet forsøg i 2014 eller efter en klage, som afvises i februar 2015.

Et chok både for studieledelsen og for de mange studerende – 60 på hver årgang – der nu er tvunget til at fortsætte på andre kandidatuddannelser.

Muligheder i Jylland
Og det viser sig også, at det er ret begrænset med muligheder her. På SDU er der ifølge studieleder Søren Askegaard kun to kandidatuddannelser, som MMA-bachelorerne har de rette etcs-point til at kunne fortsætte på: uddannelsen Master of international security and law samt sociologi og kulturanalyse.

Men Askegaard erkender også, at det ikke nødvendigvis er specielt attraktive løsninger for de studerende.

”Master of international security and law har meget stor søgning, og da de ikke har retskrav, er de langt fra sikre på at komme ind der. Desuden er den uddannelse ikke erhvervsrettet på samme måde som MMA-uddannelsen. Den anden mulighed – Sociologi og kulturanalyse – har to toninger i henholdsvis landdistrikt forskning og retsanalyse, så det er jo heller ikke lige i skabet. Desuden ligger den uddannelse i Esbjerg,” fortæller Askegaard.