Spring menu over
Dansk Magisterforening

Udflytning kan koste Danmark millioner i EU-landbrugsstøtte

Del artikel:

NaturErhvervstyrelsen har de seneste år brugt millioner af kroner på at reducere EU-krav om tilbagebetaling af landbrugsstøtte. Den indsats risikerer at blive sat over styr af et enormt kompetencetab i forbindelse med udflytningerne, afslører en intern risikovurdering.

Det koster ikke kun flere hundrede millioner kroner i flytteudgifter, når NaturErhvervstyrelsen fra 2016 til 2019 flytter 392 medarbejdere fra København til Sønderjylland.

Ifølge Magisterbladets oplysninger peger et internt arbejdsnotat i styrelsen samtidig på en stærkt forhøjet risiko for fejlbehandlinger i forbindelse med fremtidige ansøgninger om EU-landbrugsstøtte.

Landbrugsstøtten og andre støtteordninger på Fødevareministeriets område løber hvert år op i mere end 6 mia. kr. og udbetales forlods af den stat, som derefter får udbetalingerne godkendt og refunderet af EU.

Fejl i udbetalingerne efterfølgende, såkaldte underkendelser fra EU, har gennem årene kostet de danske skatteydere mere end én mia. kroner, men efter at Rigsrevisionen i 2012 kritiserede forvaltningen af landbrugsstøtteordningerne, har NaturErhvervstyrelsen strammet op på behandlingen og nedbragt antallet af underkendelser.

TR: Det er meget alvorligt

Det er ikke lykkedes Magisterbladet at interviewe NaturErhvervstyrelsens direktion om notatet med risikovurderingen. Styrelsens økonomi- og it-direktør Emil Fannikke Kiær oplyser i stedet for per mail:

”Udflytningen kan ikke undgå at få betydning for blandt andet vores sagsbehandling undervejs. Man kan ikke flytte så mange arbejdspladser, uden det får konsekvenser på den korte bane”.

Den vurdering deler tillidsrepræsentant i NaturErhvervstyrelsen Michael Jensen. Han mener, at styrelsens arbejde for at nedbringe antallet af underkendelser nu risikerer at blive sat over styr.

”Styrelsen står overfor et enormt kompetencetab. Vores direktion forventer selv, at 15 pct. af medarbejderne flytter med til Sønderjylland, hvilket endda kan vise sig at være højt sat. Når du så samtidig kan regne med, at det som minimum tager et halvt til et helt år før en sagsbehandler er nogenlunde selvkørende, ja så må være indlysende for enhver, at vores forvaltning af støtteordningerne står over for alvorlige udfordringer”.

Problemer fra 2016
Og mens den seneste besked til medarbejderne lyder, at udflytningen forventes effektueret fra sommeren 2017, regner Michael Jensen med, at der allerede fra næste år kan opstår problemer.

”Jeg vil skyde på, at der allerede er over 30 medarbejdere, der har sagt op, siden direktionen satte navne på de, der skal flytte til Augustenborg. Den tendens vil fortsætte efter nytår og frem til tidspunktet for udflytningen, så den løbende sagsbehandling vil allerede nu blive ramt. Og dermed sætter man også et ukendt millionbeløb på højkant. Det siger jeg ikke for at være sortseer, det er bare en kendsgerning”.

Siden 2002 har den danske stat måttet tilbagebetale 1,2 mia. kroner, efter at EU har underkendt den danske sagsbehandling, som blandt andet omfatter støtte til 40.000 landmænd.

Ikke godt nok forberedt
Det overrasker ikke DM’s formand Camilla Gregersen, at udflytningen risikerer at få alvorlige konsekvenser for NaturErhvervsstyrelsens arbejde.

”Det er jo nok desværre bare ét eksempel på, at flytningen af de statslige arbejdspladser ikke har været godt nok forberedt, og at de 400 mio. kr., der er afsat til formålet, langt fra rækker. Det bliver regeringen nødt til at forholde sig til, hvis man vil undgå at stå med alvorlige kvalitetsforringelser i den statslige forvaltning de kommende år”.