DR beklager historie om ministers ph.d.-afhandling
I sidste uge kørte DR - samtidig med Ekstra Bladet - en historie om, at en række eksperter sår tvivl om redeligheden i uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling. Siden har en central kilde trukket sig fra historien, og DR har beklaget.
Han har lignende pointer i de to historier, men i Ekstra Bladet tager de det forbehold, at Peter Sandøe, næstformand for Udvalget vedrørende god videnskabelig praksis på Københavns Universitet, siger, at det er svært at vurdere, om der er tale om "sjuskefejl eller bevidst snyd".
I sin historie har DR ikke taget samme forbehold med, hvilket har fået Peter Sandøe til at trække sig fra historien. Det fik i første omgang DR til at præcisere sin egen historie.
Beklager historien
Siden er det kommet frem, at den passage i forskningsministerens konklusion, som blandt andet Peter Sandøe forholder sig til, er brugt tidligere i afhandlingen med tydelige kildehenvisninger.
Derfor har DR været i gang med at drible baglæns i forhold til sin oprindelige historie. I en beklagelse på sin hjemmeside forklarer mediet nemlig, at det var en fejl at undlade at fortælle, at ministeren tidligere havde citeret korrekt.
"Det er en alvorlig mangel i historien, der burde have fremgået tydeligt i både TV AVISEN og på dr.dk. Det er fejl, som DR Nyheder beklager både over for seere, brugere og ministeren", skriver ledende redaktionschef Thomas Falbe og ledende redaktionschef Sandy French, DR Nyheder, i beklagelsen.