Studerende førte an i modstands­kampen
Danske universitetsstuderende var en drivende kraft i modstandskampen mod den tyske besættelse under 2. verdenskrig. ”De var en elite og havde høje mål”, siger historiker.
2015 er et af de store besættelsesjubilæumsår. For 75 år siden kom tyskerne og hapsede Danmark, og for 70 år siden røg de ud igen på røv og albuer.
Indimellem kom 5 år, hvor danskerne ligesom skulle finde den rette grimasse – fra målløs apati i de første besættelsesdage til mere eller mindre modvillig samarbejdspolitik, til den folkelige opstand i 1943 og til krigens sidste dage, hvor alle fik travlt med at være på det rigtige hold.
Men hvem gik forrest i modstanden mod den tyske besættelse? Hvem var de første på barrikaderne? Ja, det var faktisk de universitetsstuderende.
”De første gadedemonstrationer under besættelsen er det studenterne, der står bag”, fortæller Therkel Stræde, lektor i historie ved SDU.
Fik tæsk af politiet
Jørgen Kieler studerende til læge, men blev en central person i den danske modstandskamp og blandt andet medlem af Holger Danske-gruppen.
I 1941 var protester og modstand mod den tyske værnemagt højst umoderne. Man elskede ikke tyskerne, men man gjorde, som kongen og statsministeren sagde, og opførte sig pænt og ordentligt.
Men da udenrigsminister Scavenius i Berlin underskrev den såkaldte antikominternpagt om fælles front med Tyskland mod kommunismen, blev det for meget for en gruppe medlemmer af Konservative Studerende, der boede på kollegiet Regensen. De arrangerede et protestoptog fra Frue Plads til Amalienborg som kritik af, at Danmark stillede sig side om side med Tyskland i kampen mod kommunismen – altså en slags allierede.
”Det er jo paradoksalt, at det er Konservative Studerende, der går ud og protesterer mod antikominternpagten. Men for dem handler det om sagen”, siger Therkel Stræde.
Den kendte modstandsmand Jørgen Kieler har siden fortalt, hvordan demonstrationen helt konkret var det, der satte ham i gang med modstandsarbejdet. Han var dengang lægestuderende.
”Der gik et protesttog gennem Strøget, og det kunne vi ikke undgå at komme til at deltage i, for vi boede på hjørnet af Nytorv og Strøget, og vi kendte jo oven i købet nogle af dem. Så det deltog vi i, og så fik vi de tæv, vi skulle have, af politiet, for de gik jo løs på os med knipler”, fortalte Jørgen Kieler i en dokumentarudsendelse, der for nylig blev sendt på DR.
Rektor skældte ud over modstand
Stud.mag. Arne Sejr oprettede Studenternes Efterretningstjeneste, der kom til at drive en fast, illegal sejlrute til Sverige.
Men det var ikke kun ordensmagten, der syntes, det var lovlig frækt at vise sin utilfredshed med samarbejdspolitikken.
Også den daværende rektor for Københavns Universitet skældte ud over ballademagerne og truede dem med relegering – altså udsmidning fra universitetet. Og justitsministeren, der hed Thune Jacobsen, tog ud og holdt foredrag på Regensen og kollegiet Studiegaarden, hvor han irettesatte de studerende om, at de ikke skulle begynde at føre udenrigspolitik.
Demonstrationen blev alligevel startskuddet for modstandsarbejde i flere forskellige grupper af studenter.
Indimellem kom 5 år, hvor danskerne ligesom skulle finde den rette grimasse – fra målløs apati i de første besættelsesdage til mere eller mindre modvillig samarbejdspolitik, til den folkelige opstand i 1943 og til krigens sidste dage, hvor alle fik travlt med at være på det rigtige hold.
Men hvem gik forrest i modstanden mod den tyske besættelse? Hvem var de første på barrikaderne? Ja, det var faktisk de universitetsstuderende.
”De første gadedemonstrationer under besættelsen er det studenterne, der står bag”, fortæller Therkel Stræde, lektor i historie ved SDU.
Fik tæsk af politiet
Jørgen Kieler studerende til læge, men blev en central person i den danske modstandskamp og blandt andet medlem af Holger Danske-gruppen.
I 1941 var protester og modstand mod den tyske værnemagt højst umoderne. Man elskede ikke tyskerne, men man gjorde, som kongen og statsministeren sagde, og opførte sig pænt og ordentligt.
Men da udenrigsminister Scavenius i Berlin underskrev den såkaldte antikominternpagt om fælles front med Tyskland mod kommunismen, blev det for meget for en gruppe medlemmer af Konservative Studerende, der boede på kollegiet Regensen. De arrangerede et protestoptog fra Frue Plads til Amalienborg som kritik af, at Danmark stillede sig side om side med Tyskland i kampen mod kommunismen – altså en slags allierede.
”Det er jo paradoksalt, at det er Konservative Studerende, der går ud og protesterer mod antikominternpagten. Men for dem handler det om sagen”, siger Therkel Stræde.
Den kendte modstandsmand Jørgen Kieler har siden fortalt, hvordan demonstrationen helt konkret var det, der satte ham i gang med modstandsarbejdet. Han var dengang lægestuderende.
”Der gik et protesttog gennem Strøget, og det kunne vi ikke undgå at komme til at deltage i, for vi boede på hjørnet af Nytorv og Strøget, og vi kendte jo oven i købet nogle af dem. Så det deltog vi i, og så fik vi de tæv, vi skulle have, af politiet, for de gik jo løs på os med knipler”, fortalte Jørgen Kieler i en dokumentarudsendelse, der for nylig blev sendt på DR.
Rektor skældte ud over modstand
Stud.mag. Arne Sejr oprettede Studenternes Efterretningstjeneste, der kom til at drive en fast, illegal sejlrute til Sverige.
Men det var ikke kun ordensmagten, der syntes, det var lovlig frækt at vise sin utilfredshed med samarbejdspolitikken.
Også den daværende rektor for Københavns Universitet skældte ud over ballademagerne og truede dem med relegering – altså udsmidning fra universitetet. Og justitsministeren, der hed Thune Jacobsen, tog ud og holdt foredrag på Regensen og kollegiet Studiegaarden, hvor han irettesatte de studerende om, at de ikke skulle begynde at føre udenrigspolitik.
Demonstrationen blev alligevel startskuddet for modstandsarbejde i flere forskellige grupper af studenter.
