Wake up-call eller spareøvelser

Universiteterne er under kraftig beskydning for tiden. Jævnligt bliver det fremført, at for mange kandidater uddannes til at arbejdsløshed, at mange universitetsuddannelser slet ikke peger mod et arbejdsmarked, og at kvaliteten af uddannelserne generelt ikke er god nok. Regeringen har nedsat et udvalg, som skal komme med konkrete anbefalinger til forbedringer af kvaliteten og relevansen i de videregående uddannelser. Den reform vil DM gerne påvirke og har derfor inviteret til åbne debatmøder i København og Aarhus, hvor kvalitet, mere tid til undervisning og uddannelsesforløb, der gør de studerende klar til arbejdsmarkedet, er under luppen. I fredags var debatten i København, hvor de tre hoveddebattører, Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd, Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet, og Leif Søndergaard fra DM Forskning og videregående uddannelse kom med deres bud på kvalitet på universiteterne.

Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd:
”Vi ved om udspillet, at det fører til en stor reform. Retorikken er, at det er de store armbevægelser – nu skal vi reformere hele uddannelsessystemet. Vi forsøger som studerende at påvirke beslutningerne, for fra et studentersynspunkt er rigtig mange af de beslutninger, der spilles ud med, et skræmmende signal om, hvordan der fra ministerside ses på uddannelse. Det gælder fx lukning af uddannelser med navne, som erhvervslivet ikke forstår, som vi så det under Morten Østergaard.

Politikerne lægger op til, at ansvaret for dimittendledighed ligger hos den enkelte studerende – eller hos uddannelsen, underviserne eller universitetet. Det er åbenbart ikke et politisk ansvar længere, hvorvidt der er høj dimittendledighed. Alt det her kommer til at betyde øget politisk kontrol med og styring af universitetsuddannelserne, fordi politikerne mener, at det er her, problemet ligger.

Der er sket noget med den arbejdsmarkedspolitik, der møder dimittenderne efter endt uddannelse. Ambitionsniveauet er skruet ned. Man har fx afskaffet Akademikerkampegnen, som ellers havde effekt.

Vi studerende er ikke bange for at stille kvantitative mål op for uddannelserne. Det er ikke afgørende, om man som studerende har 17 eller 21 undervisningstimer om ugen, men har man to eller fire, så er det et kvalitetstab”.

Lykke Friis, prorektor Københavns Universitet, repræsentant for Danske Universiteter:
”Der sker i høj grad en sammenkobling af kvalitet og relevans. Når man ser, hvilke knapper politikerne vil dreje på, så handler det om relevans. Udfordringen for os er at definere, hvad vi mener med kvalitet. Hvordan måles kvalitet? Man kan lave alle mulige systemer og modeller og tælle op, men tror vi i sidste ende på, at det vil give et løft?

Det er uklart, hvad vi som samfund skal med denne debat om universiteter og kvalitet, for hvor er the smoking gun? Hvor er beviserne på, at den er ravruskende gal? Hvor er beviserne på, at kvaliteten på universiteterne er faldet? Man kan have en fornemmelse af, at der sker noget, når flere bliver optaget, men fornemmelser er ikke nok. Debatten har en tendens til at blive meget følelsesmæssig, og det er vores udfordring at bevise, at det ikke forholder sig sådan.

Man kan få en mistanke om, at man fra politisk side er nervøs for universitetsområdet, fordi det har det med at vokse, og det koster. Mistanken er, at det her i virkeligheden er en spareøvelse, hvor man vil lægge et loft på sektoren. Man siger, at man ser på kvaliteten, men den øger man ikke ved at trække penge ud af sektoren. Hvis man virkelig vil mere kvalitet, så kunne man sætte penge af til ekstraordinære indsatser, fx et talentprogram. Det er svært at gennemskue, hvad det drejer sig om, og det er jo en helt anden debat, hvis det er en spareøvelse og ikke en debat om kvalitet.

Sofie Carsten Nielsen har talt om et wake up-call for universiteterne, men det har man vel kun brug for, hvis man har sovet. Retorikken er, at ”nu skal universiteterne reformeres – nu er tiden kommet”. Men det reformarbejde, der foregår på universiteterne, er voldsomt i forvejen. Akkreditering er et gigaprojekt, studiefremdriftsreformen er et hestearbejde.

Det er en myte, at universiteterne ikke selv fokuserer på kvalitet. Vi sidder ikke bare og siger ”her går det godt – send flere penge”. Universiteterne har ikke selv haft som målsætning at optage flere – det er et politisk ønske, vi har forsøgt at leve op til.

Man bør vise universiteterne den tillid, at de selv kan løse mange af udfordringerne. Men man har nærmest besluttet på forhånd, at der skal være en stor reform.

Jeg vil kraftigt opfordre til at deltage i debatten. Der breder sig et billede i medierne om, at der er for meget slendrian og badeferie på universiteterne. Historien om, at mange uddannelser dumper i jobrelevans var stor i medierne. Og skaden er sket, selv om historien senere blev afkræftet. Vi skal tale imod det billede”. 

Leif Søndergaard, DM Forskning og videregående uddannelse:
”Kvalitet kan først måles, når en kandidat har været i arbejde i 20-30 år. Først der kan man se, hvilken karriere og hvilken indflydelse osv. den enkelte uddannelse har ført til. Alligevel hyler DI og andre op, men de vil bare ikke fortælle os, hvilke uddannelser der er brug for om fem år. Og med god grund, for det kan man ikke sige. Der er nødt til at være diversitet. Der skal være et stort udvalg af uddannelser, så man kan lade de områder blomstre op, der er brug for i fremtiden. Man kan ikke lave en plan over, hvad der er relevant.

Man gør tit kvalitet op i antallet af undervisningstimer, men det er mere vigtigt, hvad selve kvaliteten er af undervisningen. Det mangler i debatten.

DM’s undersøgelse af, hvordan man som dimittend kommer i job, viser blandt andet, at det er en skrøne, at humanister uddanner sig til arbejdsløshed. Der er også mange humanister, der i undersøgelsen siger, at deres uddannelse har meget relevans for deres job. Vi skal modarbejde, at det er regnedrengene, der styrer universitetsuddannelse”. 

KVALITET IFØLGE FOLKETINGET
”Folketinget ønsker at højne kvaliteten af de videregående uddannelser i Danmark. Skiftende regeringer har skabt grundlag for, at stadig flere unge får en videregående uddannelse. Nu er der behov for fornyet fokus på uddannelsernes kvalitet og relevans både i nationalt og internationalt perspektiv.

Kvalitet er, når alle studerende bliver udfordret til at udfolde deres potentiale til det yderste og ansvarsfuldt leverer deres ypperste præstationer gennem hele studiet. Kvalitet handler om almen dannelse og høj faglighed, om tid til fordybelse og god undervisning og om den studerendes evne til at tænke selvstændigt, kritisk reflekterende og tværdisciplinært”.

Folketingsbeslutning fra december 2013, vedtaget af alle partier