Ny forkvinde for Kvinderådet
35-årige Trine Porret Randahl Larsen er valgt som ny forkvinde for Kvinderådet. Hun repræsenterer De grønne pigespejdere i Kvinderådets styrelse, hvor hun har været medlem siden 2010.
”Bredden i Kvinderådet er en enorm styrke, der betyder, at vi kan kæmpe på mange fronter, når det kommer til uligestilling. Der er stadig uligeløn mellem kvinder og mænd i Danmark, der er skræmmende høje tal om vold mod kvinder, det er fortsat nødvendigt at kæmpe for mere barsel til mænd, der er ikke lige repræsentation for kvinder og mænd på bestyrelsesgangene og på politisk beslutningsniveau. Og der foregår stadig handel med kvinder til sexindustrien”, siger Trine Porret Randahl Larsen.
Som Kvinderådets repræsentant i European Womens Lobby har Trine Porret Randahl Larsen været stærkt engageret i europæisk ligestillingspolitik.
”I Europa er retten til abort under pres. I Tyrkiet, Litauen, Ungarn og Spanien strammes lovgivningen, og kvinders ret til at bestemme over egen krop sættes til side. Det er eksempler på konservative strømninger, som rammer de rettigheder, mange har troet var sikrede”, siger den nye forkvinde.
Trine Porret Randahl Larsen ser frem til at deltage i den store nordiske kvinde- og ligestillingspolitiske konference Nordisk Forum 2014, der foregår i Malmø 12. - 15. juni i år. Det bliver den største nordiske ligestillingsevent i 20 år.
”Jeg håber, at de mange tusinde feminister og ligestillingsinteresserede deltagere vil sætte nyt liv i Norden som ligestillingens fortrop, det er der hårdt brug for”, siger Trine Porret Randahl Larsen.
Trine Porret Randahl Larsen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling. Hun er ansat i Kræftens Bekæmpelse som projektleder. Hun afløser Randi Iversen, Jordemoderforeningen, der efter 10 år på posten har valgt at takke af.
Kvinderådet blev oprettet i 1899 med det formål at koordinere de kvindepolitiske krav og påvirke den kønspolitiske udvikling nationalt og internationalt. I dag er 43 organisationer medlemmer af Kvinderådet, og bag dem står mere end 1 mio. medlemmer. Det er bl.a. fagforbund, politiske partiers kvindeudvalg, humanitære foreninger m.fl.