Spring menu over
Dansk Magisterforening

AC slæber Modernise­rings­styrel­sen i retten

Del artikel:

En faglig voldgift skal afgøre, om de faglige organisationer i fremtiden kan kræve, at arbejdsgiverne udleverer navne på medarbejdere, der bliver varslet fyret.

En kaotisk situation under den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet får nu fagretlige konsekvenser.
Akademikerne har besluttet at køre en sag i faglig voldgift for at få afgjort, om tillidsrepræsentanter i fremtiden kan kræve, at en arbejdsgiver udleverer navnene på medarbejdere, der bliver varslet afskediget.

Sagen er blevet aktuel, efter at Aarhus Universitet i slutningen af februar gennemførte en prikkerunde, der berører 400 medarbejdere. DM og andre faglige organisationer stod parate med det største beredskab for at kunne hjælpe de varslede, men ledelsen ville ikke oplyse, hvem de er, eller hvor de arbejder.

Universitetets hr-afdeling henholder sig til Moderniseringsstyrelsens udlægning af tr-aftalen. Styrelsens udlægning er, at tillidsrepræsentanterne godt nok holdes orienteret ved forestående fyringer, men at det er op til de ansatte selv, der er berørte, om fagforeningen skal orienteres allerede i høringsfasen, inden afskedigelsesbrevene er sendt ud.

Det er den tolkning, som Akademikerne nu vil have prøvet i retten.
”Der bliver spændt ben for de faglige organisationers indsats i en tilspidset situation, som er lige præcis årsagen til, at mange betaler deres fagforeningskontingent. Man forhindrer, at vores medlemmer får den hjælp og støtte af både privat og fagretlig karakter, som de har krav på. Det, mener vi, er uacceptabelt”, siger Ingrid Stage, formand for DM og næstformand i Akademikerne.

Ingrid Stage har desuden vanskeligt ved at forstå, hvorfor arbejdsgiverne ikke af sig selv går langt for at bruge arbejdspladsens tillidsrepræsentanter så meget som muligt i en svær situation.

”En prikkerunde er en krise, som skal håndteres her og nu, men der er også et liv efter afskedigelserne, hvor arbejdspladsen kun kan komme videre, hvis ledelsen nyder medarbejdernes respekt. Den respekt opnår de bedst ved at samarbejde og inddrage medarbejderrepræsentanterne mest muligt. Det lader ikke til at være situationen i Aarhus, og det er dybt beklageligt”, siger Ingrid Stage.

Selv i dag, mere end en måned efter varslingerne, kender tillidsrepræsentanterne i Aarhus kun navnene på de af deres medlemmer, der selv har henvendt sig for råd og bistand.  Per Dahl, DM´s fællestillidsrepræsentant for universitetets videnskabelige personale, har tidligere til Akademikerbladet.dk forklaret, hvorfor den situation er så bekymrende.

”Dem, vi ikke kan hjælpe, er dem, der måske er allermest medtagne, som måske er krøbet i flyverskjul i en svær situation, og som ikke kommer af sig selv. Dem ville vi gerne have rakt hånden ud til og bistået mest muligt”, siger Per Dahl.

De endelige afskedigelsesbreve sendes ud til medarbejderne onsdag den 26. marts.

Læs også:

Intet overblik over fyringer

Aarhus Universitet skal af med 400 medarbejdere