Dimittender: ”Fordommene har vi hørt før”
De er unge og nyuddannede og sultne efter job – gerne i en mindre virksomhed. Men virksomhederne er langtfra nemme at overbevise om, at de har brug for akademikerkvalifikationer. Det fik to nyuddannede medlemmer at føle på live jobmatch.
”Det virker, som om lederne fra de små og mellemstore virksomheder ser nogle barrierer, som vi slet ikke ser. Fx ser de problemer i, at vi i deres virksomhed skal arbejde i team med håndværkere. Men det ville tage to dage – så ville vi have tunet os ind på hinanden. Vi har bare forskellige kompetencer, og det ene er ikke bedre end det andet – det er jeg helt klar over”. Sådan siger Louise Sandborg, nyuddannet kandidat i pædagogik, som netop har deltaget i live matching sammen med fire andre jobsøgende dimittender. Bag arrangementet på Folkemødet i Allinge står Håndværksrådet, Akademikerne, Djøf og DM.
På en time skulle de nyuddannede forsøge at overbevise tre repræsentanter fra små og mellemstore virksomheder om, at de har brug for akademikerkompetencer i deres virksomheder. Louise Sandborg og Cornelia Hansen, kandidat i tværkulturelle studier, så – trods meget kort mulighed for at forberede sig på virksomhedernes udfordringer – masser af muligheder. Fx var den ene virksomhed netop gået ind på det tyske marked uden særligt kendskab til det og uden medarbejdere, der taler tysk. En oplagt opgave for en magister, mener de to.
De tre repræsentanter for de små og mellemstore virksomheder var ellers ikke helt uden fordomme i forhold til akademikernes kompetencer. Den ene var bekymret for, om akademikere er interesseret i at tjene deres løn, hvis de bliver ansat. En anden var usikker på, om akademikerne vidste, at man i mindre virksomheder er nødt til at være en blæksprutte, der også besvarer telefoner og laver andet ikke-akademisk arbejde.
”Fordommene har vi hørt før. Vi er forberedt på både at lave kaffe, stå for HR og opdatere hjemmesiden”, siger Louise Sandborg efter seancen.
”Jeg håber, de har fået noget ud af det og måske er blevet lidt klogere på, hvad vi kan bidrage med. Men det ville selvfølgelig give mere, hvis vi kunne få mere tid til at spore os ind på den enkelte virksomhed. Da den ene repræsentant fortalte, at 8-9 mellemledere var stukket af, uden der var set nærmere på hvorfor, tænkte jeg, at her ligger også en oplagt opgave for en akademiker”, siger Cornelia Hansen.