Spring menu over
Dansk Magisterforening

Danske forskere knokler

Af Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

Danske forskere erobrer en tredjeplads i OECD’s opgørelse over antallet af videnskabelige publikationer. Deres arbejde bliver citeret vidt og bredt af andre forskere og giver også Danmark en tredjeplads for antal citationer. Forskningsbarometer 2013 er udkommet.

Danske forskere er flittige og dygtige. Deres produktivitet er høj, og det samme er forskningens kvalitet. Det fremgår af de seneste tal fra OECD om forskning, forskere, finansiering og resultater. Opgørelsen hedder Forskningsbarometer 2013, og rapporten samler tal fra 38 OECD- og BRIK-lande.

Danmark klarer sig godt på de fleste områder, når man korrigerer for indbyggertal. Danske forskere indtager en tredjeplads, når det gælder antallet af publikationer og en tredjeplads i antal citationer. Forskernes arbejde er af så høj kvalitet, at andre forskere ivrigt refererer til resultaterne.

Knap så flot er den danske finansiering af sin forskning. Her lander Danmark som nummer syv efter Israel, Sydkorea, Finland, Japan, Sverige og Island. De danske investeringer i forskning og udvikling udgør lidt over tre procent af BNP. Både Israel og Sydkorea bruger over 4 procent af landenes økonomi på at forske og udvikle.

På et enkelt punkt topper Danmark listen: Vi er det land i hele den industrialiserede verden, der vægter sundhedsforskning højest. Hver tredje af alle vore forskningskroner – eller 34 procent – har kurs mod hvidkitlede forskningsmiljøer. På alle andre hovedområder er satsningen mere beskeden.

Forskningsbarometer 2013 er udgivet af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.