Spring menu over
Dansk Magisterforening

Stadig kun ord fra Jelved til ordnet.dk

Del artikel:

”Der skal findes en løsning på driften af ordnet.dk inden for den nuværende ramme”. Sådan lød svaret fra kulturminister Marianne Jelved (RV) til Alex Ahrendtsen (DF), der i folketingssalen efterlyste en varig løsning på sproghjemmesiden ordnet.dks økonomiske problemer.

Ordnet.dk mistede sidste år sit tilskud fra Kulturministeriets tipsmidler, og kun en feberredning fra Carlsbergfondet på en million kroner holder i øjeblikket hjemmesiden og redaktionen kørende.

 

Efter mødet i folketingssalen var det en frustreret Alex Ahrendtsen, der talte med akademikerbladet.dk. 

”Jeg havde håbet, at ministeren havde sagt: ”ja, vi har fundet pengene, vi har omprioriteret. Nu kan ordnet.dk fortsætte sit fremragende arbejde med at opdatere vores sprog og holde det vedlige”. I stedet får vi at vide, at der er holdt et møde med DSL, og at der skal holdes et til. Hun trækker tiden, og imens tikker uret for ordnet.dk. Jeg synes, det er for dårligt”. DSL er Dansk Sprog- og Litteraturselskab, hvor ordnet.dk hører hjemme. Kulturministeriet yder hvert år et tilskud til selskabets drift over finansloven, mens Carlsbergfondet er selskabets største støtte. 

Også ordnet.dks redaktør, Lars Trap-Jensen, havde håbet på mere end ord fra Marianne Jelved. 

”Vi kan godt leve med, at der ikke findes ekstra midler for 2014 – her har Carlsbergs generøse bevilling jo til en vis grad reddet os her og nu - men hvis der skal findes en varig løsning for 2015 og årene derefter, skal sagen tages op politisk under finanslovsforhandlingerne”, siger Lars Trap-Jensen, der håber, at ordnet.dk kan komme på finansloven fra 2015. 

Dansk Folkepartis ordfører Alex Ahrendtsen vil gøre, hvad han kan, for at redde ordnet.dk fra lukning. ”Ordnet.dk er et fremragende værktøj for sprogbrugere, folkene bag det gør et fantastisk stykke arbejde for at fremme dansk sprog og grammatik, og endelig baserer ordnet.dk sig på ny teknologi. Det er et mysterium for mig, at man ikke vil støtte ordnet.dk. Lige nu kan jeg ikke gøre andet end at blive ved med at presse på”. 

Ordnet.dk har over 60.000 daglige brugere.