Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ringe arbejdsvilkår til censorer

Af Vivian Voldgaard
Del artikel:

60 minutter til at læse og bedømme et bachelorprojekt på 35 sider. Det er nok, mener Læreruddannelsens Ledernetværk. Censorerne er utilfredse.

Censorerne ved landets læreruddannelser kan med stor sandsynlighed se frem til forringede arbejdsvilkår, hvis det står til Læreruddannelsens Ledernetværk.

I efteråret vedtog og udsendte lederne en række nye tidsnormer samt aflønningsformer, som skal være gældende for lærercensorer ved alle professionshøjskolerne. Men i strid mod de gældende regler på arbejdsmarkedet blev vilkårene ikke drøftet med DM, før de blev meldt ud. Det er en beklagelig fejl, erkender dekan på UCC, Tove Hvid Persson, og hun har derfor valgt at trække vilkårene tilbage.

Men det ændrer ikke på, at ledernetværket angiveligt vil fastholde udspillet til de nye og forringede arbejdsvilkår. Og det skaber utilfredshed hos både censorer og censorformænd.

”Så stramme tidsnormer har ingen gang på jord. Det kan ikke forsvares fagligt med så lidt tid, hvis vi skal foretage en faglig og seriøs bedømmelse af indholdet i en opgave”, siger Jens Jacob Ellebæk, lektor ved læreruddannelsen på UC Syddanmark.

Censorformand for læreruddannelsen, Hans Krab Koed, forudser at nogle censorer vil sige nej tak til opgaven fremover.

”Forringede vilkår vil få nogle til at trække sig fra censorjobbet, og det bryder jeg mig ikke om. Selv om alle i vores censorkorps er kvalificerede, er det uheldigt, hvis censorkorpset i stigende grad vil bestå af eksterne censorer, der ikke har deres gang på professionshøjskolerne”, siger han.

Censorer skal aftale med deres nærmeste leder, om censoropgaverne skal være en del af den almindelige arbejdstid, eller om der skal udbetales timeløn for indsatsen. Og her er der grund til at være på vagt, tilråder tillidsrepræsentant Anders H. Simonsen fra Læreruddannelsen ved UC Syddanmark:

”Mit bedste råd til kolleger lyder sådan her: Tag kun censorarbejde, som afregnes til intern tid. Kontakt det sted, du skal være censor, for at høre, hvor meget tid, der er afsat til opgaven. Og først når du ved, hvor meget tid, der er til rådighed, siger du ja eller nej til opgaven”.

 

Læs mere i Magisterbladet, der udkommer den 21. februar, og i DM Professionshøjskoler, som du finder på dm.dk.