Kommuner skal overvåge a-kasser
Carsten Koch-udvalget anbefaler, at kommunerne skal kunne kigge a-kassernes indsats med at få ledige i arbejde i sømmene. Helt forkert mener Enhedslisten, som ønsker, at indsatsen skal væk fra kommunerne.
Kommunerne skal have mere kontrol med indsatsen med at få ledige i arbejde. De skal blandt andet kunne kigge a-kassernes indsats efter i sømmene. Det var en blandt 39 anbefalinger fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg, som regeringen har nedsat til at komme med anbefalinger til et fremtidigt beskæftigelsessystem. I dag fremlagde ekspertudvalget sine længe ventede anbefalinger i Beskæftigelsesministeriet i overværelse af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
”Kommunerne skal have det økonomiske ansvar for den ledige. Og de skal derfor også have bedre indblik i a-kassernes rådighedsafgørelser og vurderinger”, sagde Carsten Koch.
Ekspertudvalget foreslår således et øget kommunalt finansieringsansvar med refusionsomlægning, og at jobcentrene får et bedre indblik i a-kassernes rådighedsvurderinger og mulighed for at klage over disse.. Det bliver således også kommunerne, der skal vurdere, om den ledige bedst egner sig til en indsats i a-kassen eller i jobcentret.
”De har langt hen ad vejen erfarne folk, som er fint i stand til at foretage den vurdering. Nu giver vi dem så et ekstra statistisk redskab og nogle ressourcer, som de kan bruge til at lave deres beslutninger på baggrund af”, siger økonom fra Aarhus Universitet Michael Rosholm, som også sidder i udvalget.
Udvalget foreslår, at de svageste ledige bliver i jobcentret, mens de ledige med lavest risiko for langtidsledighed får mulighed for et jobsøgningsforløb i a-kassen.
Der er dog allerede nu lagt op til kommende knaster i de forestående politiske forhandlinger om Koch-udvalgets anbefalinger. Således er Enhedslisten lodret imod, at beskæftigelsesindsatsen skal styres fra kommunerne, som udvalget ligger op til.
Dårligere situation
Arbejdsmarkedsordfører hos Enhedslisten Christian Juul mener, at regeringen vil begå den samme fejl, som den tidligere borgerlige regering også gjorde, hvis man lader kommunerne styre indsatsen og desuden nu også giver dem mulighed for at tjekke a-kassernes indsats.
”Så har vi stadig denne mistænkeliggørelse i systemet om, at medlemmerne i a-kasserne snyder. Det vil være at gå tilbage i udvikling og skabe en dårligere situation. A-kasserne har kvaliteten til at løfte opgaven, og de kender deres medlemmer og ved derfor, hvor de skal hen”, siger Christian Juul.
Han pointerer, at beskæftigelsesindsatsen i stedet for bør være 100 procent statsligt finansieret, hvor staten sammen med arbejdsgiverne, fagforeningerne og a-kasserne styrer indsatsen.
”Hvis man ikke sørger for at få det gennemført denne gang, får man ikke dybde i indsatsen og opnår ikke de effekter, man drømmer om. Det er arbejdsmarkedets parter, der ved, hvor skoen trykker”, siger Christian Juul.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) hæfter sig først og fremmest ved udvalgets anbefaling af, at man i indsatsen skal stoppe med at skære alle ledige over en kam.
”De mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, er vidt forskellige, og behovet er vidt forskelligt. Kontakten til virksomhederne er helt afgørende, og så bør det være helt naturligt, at en virksomhed kan ringe direkte til en a-kasse eller et jobcenter og rekruttere arbejdskraft. Sådan er det ikke i dag”, siger Mette Frederiksen.
Ministeren vil nu drøfte Koch-udvalgets anbefalinger med arbejdsmarkedets parter inden de reelle politiske forhandlinger om et nyt beskæftigelsessystem venter forude.
Mette Frederiksen vil ikke sætte nogen dato på, hvornår en politisk aftale foreligger, men hun mener, at regeringen bør være i stand til at få lavet en aftale inden sommer.