Hvor skal vi hen, Sofie?
Hvad kan man forvente af den nye radikale uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen? Akademikerbladet.dk forsøger at give en flig af svaret, for som tidligere uddannelsesordfører er universiteter og studerende langt fra nyt stofområde for den nyudnævnte minister. Vi byder her på en række citater, som måske kan gøre os lidt klogere.
Om arven efter Morten Østergaard
”Der er mange opgaver, men den største er at samle handsken op efter Morten Østergaard (R). Han har gjort det fantastisk. Det bliver meget store sko at fylde, men det bliver godt at komme i gang med arbejdet”.
”De studerende kan regne med, at jeg vil lytte til dem. Morten har taget nogle af de politiske tæsk, som følger med at sidde på sådan en post. Og det er jeg glad for. De kan regne med, at jeg vil lytte til dem, men de skal ikke regne med, at jeg er enig”.
Kommer der en ny politik på området?
”Nej”, siger Sofie Carsten Nielsen.
TV 2 News, 2014
Om øget optag på universiteterne:
”Der er helt sikkert stordriftsfordele, og dem skal vi udnytte til at højne kvaliteten. Men vi skal have den dygtigste generation nogensinde, og det får man ikke ved at spare på kvaliteten”.
Politiken, 2013
Om talentsatsning:
”Jeg er ikke bange for, at man skaber et a- og b-hold af studerende. Vi ønsker både en bredere og en stærkere talentkultur blandt studerende. Det skal ikke være sådan, at der er et a-hold, der skal sidde og terpe teori. Vi vil gerne gøre det mere virksomhedsmålrettet, så det også handler om, hvad vi har brug for på både arbejdsmarkedet, i virksomhederne og i forskningen”.
Politiken, 2012
”Vi vil lave en særlig indsats for talenterne. Vi skal fremelske en talentkultur, hvor det skal kunne betale sig at være dygtig og virkelig gøre en indsats. (…) Det er også det, virksomhederne efterspørger. De vil gerne se mere sult og drive fra de studerende”.
Information, 2012