Spring menu over
Dansk Magisterforening

Stormløb på iværksætterpulje

Af Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

Innovationsfondens ordning for iværksætterpiloter har fået 500 ansøgninger om 40 forløb. I midten af december får ansøgerne svar på, at de får fondens hjælp til at få en virksomhed op og flyve.

500 højtuddannede har søgt om at blive iværksætterpiloter med støtte fra Innovationsfonden. Ordningen indebærer 12 måneders individuel rådgivning, camps, mentorsparring og tilbud om kontorplads hos de fem regionale væksthuse, der står for gennemførelsen af forløbene.

Dertil kommer støtte i form af kontanter: Omkring 14.500 kroner om måneden og et engangsbeløb på 35.000 kr. til indkøb af særlige ydelser.

Iværksætterpiloterne får besked i midten af december på, om de og deres projekt er udvalgt til at deltage i forløbet. De heldige kan sandsynligvis tage fat på at realisere deres iværksætterdrøm efter nytår.

”Man må beundre den idérigdom, der er i ansøgerbunken. Her er alt fra små nørdede dimser til store samfundsprojekter. Kvaliteten er høj, og gruppen af ansøgere er spredt geografik og også uddannelsesinstitutioner”, oplyser fuldmægtig Mathias Vinzent-Kerkov fra Innovationsfonden, som er ansvarlig for ordningen.

For at blive iværksætterpilot skal man have en videregående uddannelse og være dimitteret for højst et år siden.

I 2014 er der sat 11 mio.kr. af til de 40 forløb. Næste ansøgningsrunde forventes i foråret 2015, hvor der igen skulle være 40 mio.kr. til rådighed.

Innovationsfonden blev oprettet i april 2014 som en selvstændig fond under Uddannelses- og Forskningsminister Sofie Carsten Nielsen. Fonden har 1,6 mia. kr. til sin rådighed i 2014.