Spring menu over
Dansk Magisterforening

Lønstigninger til DM’s privatansatte

Del artikel:

Med 3,25 procent stigning i løn oplever DM’s privatansatte medlemmer lønstigninger for andet år i træk.

For andet år i træk oplever knap 7000 privatansatte medlemmer af DM, at deres løn stiger mere end prisudviklingen.
Tallene i DM’s netop offentliggjorte lønstatistik viser, at de privatansatte får 3,25 procent mere i løn forhold til i 2013. Dermed er der nu tale om to års reallønfremgang for DM’s privatansatte medlemmer. I 2013 var lønstigningen nemlig på 4,4 procent.

”Nu er der musik i det. Der er ikke bare tale om et enkelt år, som slår positivt ud. Vi ser en solid reallønsfremgang over to år, og vi er oppe på niveauet fra før finanskrisen”, siger Camilla Gregersen, der er formand for DM Priva

Får afsmittende effekt
DM’s årlige lønstatistik er på privatområdet foretaget blandt 2.500 af DM’s privatansatte medlemmer indenfor både humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab. De positive lønresultater på privatområdet får ifølge Camilla Gregersen en afsmittende effekt på de offentlige ansattes løn. Den reguleres med 80 procent af lønudviklingen på det private arbejdsmarked, både når det ser godt eller skidt ud.

”Så alle DM’s medlemmer – også de offentligt ansatte – har grund til at glæde sig over den lønforbedring de privatansatte har opnået”, siger Camilla Gregersen.

Jobskifter betaler sig
Lønstatistikken viser yderligere, at der kan være stor ræson i at skifte arbejde, hvis størrelsen på lønsedlen skal stige. Vil man have højere løn, betaler det sig nemlig at skifte arbejde. De privatansatte DM’ere, som har skiftet job indenfor det seneste år, har oplevet en gennemsnitlig lønstigning på 6,7 procent.

”Ønsker man at stige drastisk i løn, er vores bedste råd, at sondere om du kan skifte job. Ved den nye lønforhandling kan vi se, at der statistisk set er god mulighed for et væsentligt lønhop”, siger Camilla Gregersen.

Der er efterslæb
Der er dog stadig områder på det private arbejdsmarked, hvor der er et efterslæb på lønnen for DM’s medlemmer. Det gælder særligt forlagsbranchen, kulturområdet, reklamebranchen og NGO-området. Derfor er DM i gang med at lave en brancheanalyse på privatområdet. Den skal give et overblik over, hvor DM i særlig grad kan sætte ind for at hjælpe medlemmerne. Blandt andet til at opnå bedre løn.

”Men det bliver et langt sejt træk at få ændret på billedet indenfor de lavtlønnede brancher”, siger Camilla Gregersen.