Spring menu over
Dansk Magisterforening

OK 2014: Det blev et ja

Af Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

DM’s medlemmer på TDC, CSC, CSC Scandihealth, Københavns Lufthavne, Schultz Information og Dansk Firmaidrætsforbund har fået nye overenskomster for de næste tre år. Forligsmand Asbjørn Jensen har sat en lang række forlig til samlet afstemning. Svaret kom i dag. Det blev et ja.

Et stort flertal blandt privatansatte lønmodtagere har stemt ja til forligsmandens forslag til nye overenskomster. Tre ud fire af de afgivne stemmer – helt præcist 77 procent – var ja-stemmer. Også arbejdsgiverne har sagt ja til mæglingsforslaget.

Dermed har overenskomster for de næste tre år på det private arbejdsmarked fået en fredelig begyndelse. Tæt på 600.000 lønmodtagere har haft mulighed for at stemme, heraf næsten 1.500 akademikere. Det gælder også DM’s medlemmer på virksomhederne TDC, CSC, CSC Scandihealth, Københavns Lufthavne, Schultz Information og Dansk Firmaidrætsforbund. Deres holdning er ikke sendt direkte til forligsmanden, men til DM Privats bestyrelse, der efter en hemmelig afstemning har sendt DM’s ja videre til forligsmanden.

Var det blevet et samlet nej til forligsmandens mæglingsforslag, kunne en konflikt være trådt i kraft fra 16. april 2014, dog ikke for DM’s medlemmer. Hverken DM eller de øvrige AC-organisationer har varslet konflikt på akademikerområdet.

Historisk er dagens ja et forventeligt udfald. En analyse fra Forskningscentret Faos, viser, at parterne er blevet enige i 18 ud af 30 tilfælde siden 1930’erne. De 12 gange, hvor man ikke kunne blive enige, er uenigheden i 7 tilfælde endt i konflikt, mens den siddende regering i 5 tilfælde har foretaget et politisk indgreb ind i konflikten, inden arbejdsnedlæggelsen blev en realitet.

Ud af de 12 gange, hvor parterne ikke blev enige, har de typisk været ikke bare uenige, men rygende uenige. 10 ud af de 12 gange har forligsmanden ikke kunnet strikke et mæglingsforslag sammen, og derfor er det ikke kommet til en urafstemning blandt lønmodtagerne. Kun i to tilfælde har lønmodtagerne stemt nej til et mæglingsforslag. Sidste gang var i 1998 på spørgsmålet om den sjette ferieuge. Det var dengang, interessen for hjemmebag steg dramatisk, og især gær blev flået ned fra hylderne.