Spring menu over

Hjemmearbejdet skal ikke gå i glemmebogen

Camilla Gregersen, formand i DM
Del artikel:

Kære tillidsvalgte

Som altid vil jeg gerne takke jer for jeres store indsats - og denne gang vil jeg også gøre det på forhånd. Jeg ved, at der venter os alle et heftigt efterår – og for jer som tillidsvalgte vil de nye vilkår efter corona komme til at fylde rigtig meget i den kommende tid.

Corona har lært os meget om os selv – og om arbejdslivet. De gode erfaringer skal vi tage med videre, men foran venter der nu et stort arbejde med at få skabt rammerne om den nye hverdag.

Det offentlige område hænger desværre lidt i bremsen. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er i gang med en analyse af hjemmearbejde i staten, og de lokale aftaler skal mange steder vente på resultaterne af analysen. Det er trættende for både tillidsvalgte og medlemmer på de arbejdspladser, hvor der nu er barrierer for aftaler. Vi arbejder for, at der kan komme fleksible aftaler, og derfor spiller I en så vigtig rolle!

Det må ikke gå i glemmebogen, at en medarbejder fx skal kunne bruge hjemmearbejde til at skabe en mere fleksibel tilværelse, hvis man måske bor længere fra jobbet, fordi man kan spare transporten nogle dage om ugen.

På det private område er der landet enkelte aftaler, og det er godt, at arbejdsgiverne også her ser mulighederne i at skabe mere fleksible arbejdspladser til gavn og glæde for både arbejdsplads og medarbejdere. Til gengæld hører vi også, at der flere steder er blevet rift om pladserne, fordi arbejdsgivere sparer på de fysiske kvadratmeter. Konkret ser vi eksempler på, at medarbejdernes primære arbejdssted pludselig er hjemmekontoret, og det rejser en række spørgsmål, blandt andet om arbejdsgivernes mulighed for at tage hånd om det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Det svære i situationen lige nu – for medarbejderne og for jer – er, at alles behov er forskellige. Det er vanskeligt at finde de gode fælles modeller, som alle kan se sig selv i – og nogles frihed vil i en række situationer blive andres fængsel.

Det kan efterlade jer som tillidsvalgte i et krydsfelt mellem ikke blot ledelsen og medarbejdernes ønsker og behov, men også medarbejderne imellem. I DM står vi som altid klar til at hjælpe jer med at løse dilemmaerne. Og så ser vi frem til og presser på for, at der særligt på det offentlige område bliver åbnet for aftaler, som kan skabe større tryghed for alle og give mulighed for at i højere grad at planlægge en tilværelse med sammenhæng mellem privatlivet og arbejdslivet.

Der er brug for jer, og jeg glæder mig over, at I er der til at hjælpe med opgaverne sammen med resten af DM. God august ønskes I!

Bedste hilsener
Camilla